Liget i kedelen

Jeg tænkt over om det ikke er på tide om jeg skrive noget mere på min blog. Noget folk kan tænke over, undres over eller kede sig over. Jeg tror at det jeg er ved at skrive nu, er meget kedeligt. Ordet KEDELIG komme dels af ”kedel” og ”lig”, altså: et lig i en kedel. Det ene ”L” er sparet væk i 1740'rene, da der var en periode meget mangel blæk – som igen skyldes nedsat køns- og parringsdrift hos blæksprutterne. Og på trods af senere sprudlende blæksprutteår, gik man ikke tilbage til to L'er.

Det er klar at man kan blive meget bedrøvet over at finde et lig i sin kedel. Det skete faktisk for indehaveren af det stedlige linnedvaskeri i Syltetøjsgade i det daværende Odense midt i året 1551. Her fandt vaskeriejer Finn Fjært i den store gruekedel et meget udkogt dødt legeme. Det var en meget grue-fuld oplevelse. Og da han opdagede at det var han gode ven og drikkebroder Johan Bardehval, kastede han sig ned på det kolde våde gulv, og græd som et barn.

Heldigvis viste profeten Elias for ham og sagde: ”Vær ej bedrøvet, min gode Fjært. Thi din drukbroder er allerede i Himmerig. Og selv kan du kommer der hurtigere end du selv kan slå en ski. Jeg har nyheden fra selveste Johannes Dypkoger, der er en af Herrens nærmeste medarbejdere.”

Ved disse ord blev Finn Fjært så glad, at han atter græd – men denne gang af glæde.

Aleksej Slapovskij – De er overalt

Dette er en satirisk roman om Rusland i begyndelsen af 2000-tallet. Der der er ”overalt” er ifølge pensionisten MM ”okkupanterne”, som bliver introducerede i begyndelsen af bogen. Og så er der naturligvis også de ”okkuperede”. Men MM har sat sig for at afsløre tingenes rette sammenhæng. Det får han god lejlighed til, da han ved en fejltagelse bliver slået ned af arkitekten Kartijn, som jager en tyv, der har stjålet hans taske med store pengesummer i – og meget vigtige dokumenter

MM kommer nemlig på hospitalet, hvor de prøver at overtale om til at tage forskelligt ”ukendt” medicin. Senere taler han med politiet. Kartijn prøver, bl.a. ved bestikkelse at få MM til at frafalde anklage for vold. Samtidig opsøger han den formodede tyv, tiggerdrengen Kalil, og dennes familie.
På et tidspunkt får han en kort kærligheds affære med Kalils mor.

Der foregår i det hele taget en del spektakulære og komiske hændelser. Men alt ordner sig tilsidst til det bedste for vore hovedpersoner.

Man efterlades dog med en bekymring over det Rusland, hvor korruption og opportunisme overalt er fremherskende. Men man må formode at forfatteren alligevel har overdrevet en del – ligesom hans danske kollegaer Finn Søeborg, Leif Panduro og Erling Jepsen.

Der er jo så også den stærkt betrædende racisme, der præger det nuværende Rusland. Et spørgsmål, der ser ud til at være mere alvorlig end i Danmark.

Man forstår godt de mennesker, der prøver at klare sig bedst mulig under de forhold, der nu engang eksisterer. Og folk er overladt til kun at stole på sig selv og deres nærmest. Det sidste kan det i nogen tilfælde også knibe med.

Måske er tingene i Rusland trods alt blevet mere ordnede de senere år. Så måske er der om en del år ingen grundt til at opdele befolkningen i okkupanter og okkuperede.

Amorpilen 3 - engangskn ...

Men hvad skulle han skrive i sin egen profil? Han havde bare foreløbig skrevet: ”En frisk mand med egen lejlighed søger en dejlig kvinde. Ikke bofællesskab her og nu – måske senere!” Men han vidste ikke hvad kan eller skulle berette om sig selv. Ville det så ikke være originalt bare at komme med dette udsagn. ”Ja, hvad skal jeg skrive! Det er ikke let at skrive om sig selv.” Men det var nærmest hver tredje person på Amor, der havde denne tekst – opdagede han ret hurtigt.

Han kunne måske meddele noget om at han seriøst søgte en kæreste. Mange kvinde oplyste nemlig at de ikke var til ENGANGSFORESTILLINGER, ONE-NIGHT-STAND eller ENGANGSKNALD. Til hende med ”engangsknaldet” sendte han et brev, hvor han spurgte om, hvorvidt han skulle købe klippekort. Det faldt ikke i god jord jord – og han blev omgående blokeret af Friske Frida, som hun kaldte sig.

”Nå! Det er ikke kun hendes mund der snerper.” tænkte han. - Og hvis han skulle være ærlig, kunne han da godt tænke sig at møde en kvinde der var dejlig at elske med. Så ville han da gerne binde sig til FEM- eller TI-GANGS-KNALD.

Han måtte dog indrømme, at han ikke var så god til det med at forføre kvinder. Siden ungdommen havde han følt sig genert ved at skulle gøre tilnærmelser over for det andet køn. De smukke piger var jo så pæne og rene. Og havde de i det hele taget nogen interesse i noget så vulgært gensidig befamling og indvadering af hinandens kroppe. - Sådan havde han det også delvist her som midaldrende. Endda kunne kvinderne beskylde ham for at være en gammel gris … Men han var da trods alt kun lidt over 50 …

Ja! Så kom endelig 3. del – efter adskillige trusler om chikane, fysisk vold og sagsanlæg. Men min indre computer er – som i ser – en gammel model fra 1954. Men efter min nevø har forsøgt at installere forskellige ting, kan det jo være at der går forholdsvis kort tid, inden del 4 kommer.

Amorpilen 2

Nå! Nu må jeg hellere se på varerne,” tænkte han – et udtryk han nok ikke skulle bruge over for de kvinder, han talte med. En profil der kaldte sig Rulade hævdede, at vel var hun 55, men: ”Jeg ser meget yngre ud end min alder.” - Hvorfor hun skrev dette, kunne Kaj Benny ikke forstå. For hun havde både billeder på sin profil og i fotoalbummet. Men måske ville hun være sikre på, at de besøgende på hendes side ikke skulle være i tvivl.

Samme person var også både til kjole og cowboybukser. Og hun kunne bevæge sig på både de bonede gulve og bondemandens jord. ”Sikke dog en kvinde!” tænkte han. - Men alligevel bevægede han sig videre til næste profil. Her var en kvinde, der påstod hun var 43. Men egentlig kunne hun godt ligne én på 63. Hun skrev dog ikke noget om at hun så ældre ud en sin alder. Hun hævdede dog at hun var ungdommelig og frisk – og elskede at danse. Det var både mambo, vals og limedance. - Det sidste kendte Kaj Benny nu ikke til. Skal de dansende være limet til gulvet, eller klistret sammen, under dansen. - Men der var nok tale om en stavefejl …

En tredje, som kaldte sig Pussemusse elskede at gå ture i Dyre Haven. ”Jeg foretrækker nu alt andet lige BILLIGE haver. Pussemusse elskede også middag med levende lys og rødvin – samt at gå i biografen og se en god film. - ”Nå!” sagde Kaj Benny til sig selv. ”Jeg foretrækker altså at gå i biografen og se en dårlig film. Så det bliver nok ikke mig og Pussemusse.”

Dette var så Amorpilen 2. Den efterfølges formentlig af Amorpilen 3. Glæd jer, piger og drenge …

Amorpilen - 1

Kaj Benny sad ved sin computer Han klikkede sig ind på kontaktsiden Amorpilen. Det var på tide at få sig en kæreste. Nu var han over 50, og det blev ikke lettere med årerne. – Men hvis han kunne finde sig en sød, dejlig, varm kvinde, ville det være i orden. Hun måtte være være lidt buttet. Men helst bule ud på de rigtige steder. – Om han selv bulede ud på de rigtige steder, tænkte han nu ikke så meget på. Men han bulede bestemt.

Hun skulle gerne være til hjemlig hygge med rødvin og den slags. Derfor skulle hun også gerne kunne lave god mad. Han selv brugte færdigretter, som han varmede på panden eller i mikrobølgeovnen. Hun måtte gerne være godt begavet – dog ikke noget med Mensa-intelligens. Det var lidt usexet når kvinder var så overkloge. Det var formentlig heller ikke let at forføre dem – for de vil jo gennemskue ham lige med det samme. Så var det bestemt bedre med en tuttenuttet lækker steg, med blond hår og sovekammerstemme.

Men blot det at ligge og mærke den varme kvindekrop var i sig selv dejligt. Tanken fik det til at rykke i ham … FORTSÆTTES

Karen Blixen: Den afrikanske farm

Karen Blixens bog om sin tid som ejer af en kaffefarm af i det nuværende Kenya – er måske den bedste bog, der nogensinde er skrevet på dansk. Det er hverken skøn- eller faglitteratur. Eller skal man sige: Både – og.

Bogen rummer både en stor viden og indsigt i Østafrika, dets folk og natur Men også et sprog som skaber sin helt egen verden. Beskrivelserne rummer en helt udsæd-vanlig intensitet og poesi – og bærer præg af hen-des omfattende almene viden, både på humanistiske og naturvidenskabelige områder. Og hun var både virksomhedsejer, læge og underviser.

Hendes indsigt i de forskellige afrikanske folk kultur og tankegang er forbløffende god – i forhold til at hun kun boede der i 17 år. Ved af læse Den Afrikanske Farm får man altså både stor antropologiske og geografisk ind-sigt – og stor litteratur. Jeg har spekuleret over om det er virkeligheden, der skaber litteraturen, eller om det er litteraturen der skaber virkeligheden.

For virkeligheden ses for en stor del gennem et sprog. Og den der har læst og nydt Den Afrikanske Farm, vil uvilkårligt have Karen Blixens bog i bevidstheden, når hun foretager en rejse til Afrika – eller i hvert fald Ke­nya. Men bare det at læse bogen, eller høre den oplæst, er en oplevelse i sig selv.

Hun erkender dog også, at hun nok aldrig kommer til rigtigt at kende de indfødte folk. Men hun siger flere steder, at de har nogle værdier, som er gået tabt i den moderne europæiske civilisation (altså dengang for 80-90 år siden). Hendes eget livssyn er heller ikke ligefremt kristent. Hun siger fx et sted at Gud og Djævelen er lige store fænomener i tilværelsen. - Her er hun jo i god overensstemmelse med vor tids psykoterapi og coaching, hvor man netop skal arbejde med sin skygger – jf. bl.a. Debbie Ford og Pernille Melsted.

Mens Karen Blixen i 1970'erne blev regnet for en klart reaktionær forfatter, er det som om at tidsånden de seneste årtier har nærmet sig Karen Blix­ens tankengang mere og mere. - Hun forudsiger jo også i afsnittet NEGRENE OG HISTORIEN, at de hvide med tiden vil begynde at dyrke negrenes tam-tam rytmer og sange.

Det passer jo også udmærket, da hvide orkestre i 1920'erne 30'erne be-gyndte at dyrke jazzmusikken under navnet dixieland og senere: swing. Og fra midt i 30'erne kom den store musikalske sort/hvide raceblanding med Benny Goodmans berømte orkestre og grupper (med bl.a Teddy Wilson og Lionel Hampton). - Og i vor tid er der jo kommet endnu mere afrikansk rytmisk præg over musikken.

Karen Blixen kaldte sig selv for storyteller (historiefortæller). Og hun for­talte jo også mange historier til gæsterne på farmen. Nogle mener jo at det var på den måde at hun oprindelig skabte sine ”Fantastiske for­tællinger”. - Den Afrikanske Farm kan bestemt også anskues som en historiefortælling. Derfor kan man måske med endnu større udbytte høre den som lydbog. Jeg har selv for nylig nydt Lilly Weidings fremragende op­læsning fra 2007. Det er godt set af forlaget at have fået den ide at lade den 82 årige skuespillerinde læse bogen op. Det er som at høre Karen Blixen selv.

Men uanset præsentationen, er der en nerve og intensitet i sproget, som sætter bogen i litteraturens absolutte superliga.

Bjarne Hosbo - 21. februar 2010

Mine mange liv

Ifølge tilhængerne af reinkarnation har vi levet i tidligere tidsepoker; godt nok som nogle helt andre menneskerm ja, endda dyr – måske ting. Så pas godt på din paraply.
-
Man kan også tale om genfødsel. Det er ligesom når jeg har været i bad og fået rene underbukser på. Så føler jeg mig som født påny.
Tidligere i mit liv troede jeg ikke på reinkarnation – og nok heller ikke i mit tidligere liv.

Problemer opstår
-
Men så opstod der nogle problemer. Det var som om mine tanker fløj viden om i tid og rum. Og jeg kunne ikke engang finde ud af at tage rene sokker på. Derfor fik jeg altid togkupeen for mig selv. Min gode kollega i porcelænsvaskeriet, Magda Lenesen, så mine kvaler. Og hun kendte en udmærket hypnotisør i Søllerød, som havde helbredt hende for kadaver-disciplin. Herbert Hyphest, hed han. Han kunne både hyppe kartofler, heste og kameler. Og så kunne hans altså også føre mig tilbage til min barndom i Brønderslev. Derefter til min fødsel på Ballerup Bedehotel. Mit første måltid bestod af hvide bønner. De brune spiser jeg kun ude i solen.
-
Men snart kom der fra mit dybeste indre – eller inderste dyb – efterretninger om mine tidligere inkarnationer. Lige fra australneger i Vorbasse til forkalket sløv padde i kridttiden.

Fra bogholder til luftkaptajn
-
Fra 1870 – 1898 var jeg bogholder hos amtmanden i X-købing. Her skaffede jeg nogle midler ved underslæb. I mit nuværende liv ved jeg ikke hvad underslæb betyder. Men det har i hvert fald ikke noget at gøre med slæb som sådan. For pengene købte jeg bl.a. et par gamacher og et stueorgel. Det var sådan et orgel, der i klunketiden kunne stå i stuen. Jeg er lidt nervøs for at det nuværende X-købing byråd vil forlange pengene tilbageført med renter, gebyrer og retsafgifter. Derfor hedder byen også X-købing ...
-
Min nuværende inkarnation fandt sted i et nordeuropæisk land midt i 1950'erne. Der var for så vidt heldigt. For i så sent som den 31. juni 1953 styrtede min tidligere inkarnation ned med sit militærfly i Bermundatrekan. Han, eller jeg, hed James Hobrow (have you been in Hobrow). Klokkenme 13.61 var det som om vores fly blevet suget ned mod vandet af en over-menneskelig kraft. Og jeg og mine kollegaer, Jodle Børge og Ludvig Armstærk blev forvandlet til molekyler – og senere atomer. Jeg afsluttede således min James Hobrow-inkarnation ganske brat. Jeg efterlod mig en enke, mrs Horatia Hobrow, syerske ved Nærum-grisen i Houston. Ifølge upålidelige oplysninger skulle mrs. Horatia stadig være i live. Hun er på et hjem for fåresyge i Sheeptown, hvor hun lærer at gå på hænder. – Burde jeg genoptage samlivet? Man siger godt nok at kærlighed ingen alder har. Men så ville jeg nok hellere gå i den modsatte retning.

Historiske perspektiver
-
For historienforeskningen åbner tanken om reinkarnation fantastiske muligheder. Problemet er bare at de færreste via hypnose kan føres tilbage til erindringen om tidligere liv. Og de der kan, gider ikke. Men på det såkaldte SÆR-Instititut i Ledøje arbejder man hemmeligt på at skabe en multicerebral tablet - PIM-pillen som den omtales i folkemunde. PIM står for “Præi-inkarnatorisk Memomedicin”. Jeg ved dog ikke hvilke folke-munde, der henvises til. Måske de der læsker ganen på Ledøje Bodega. Men ifløge LSD – Ledøje-Smørum Dagblad – vil piller øge genkaldelses-evnen vedrørende tidligere liv med 973 %, altså næsten det ti-dobbelte. Ved at lade en tilpas mængde mennesker indtage PIM-stoffet, vil det således være miligt at afsløre hvem der myrdede Grauballemanden; om Valdemar Sejr spiste rødbeder til hakkebøffen – eller om Leonora Kristine bruge Nivea-creme.
-
Men da det er hemmeligt, selv for de involverede, ved vi intet om hvornår pillen kan købes på apoteket – og om man kan få tilskud. Indtil da er hyp-nosen den eneste mulighed. Alligevel er det på dennne måde lykkedes for mig at få erindring om ting fra 1400-tallets Firenze – bl.a. den sccoter jeg brugte til og fra mit arbejde i Lorenzos Dampvaskeri.

Hvem er jeg?
-
Jeg har også engang været myresluger i Sydamerika. Det var faktisk sjovere end man skule tro. Kosten var dog noget ensidig: Myrer i går, myrer i dag, og myrer igen i morgen. Ingen, sovs, kartofler eller agurkesalat til. Alligevel kunne vi ikke lade være at grine af os selv og hinanden – på grund af vores meget aparte udseende. Og vi var meget høflige, og tog altid hatten af, når vi mødte en kollega. Når jeg ser myreslugeren i Zoologisk have, får jeg gerne tårer i øjnene og mindes den glade tid i Perus jungle.
-
Mit nuværende liv foregår i en toværelsers lejlighed i en lille by vest for hovedbyen i et lille nordeuropæisk land. Det er bestemt til at holde ud. Og der er altid råd til at nyde en veltillavet færdigret med rødvin fra fem-liters dunken. Sommetider kommer Birger på besøg, og så tager jeg en ekstra pose ud fra fryseren. Hvis jeg er utilfreds, kan jeg altid trøste mig med, at jeg i mit næste liv måske bliver storhertug med slot, tjenerskab og helstegte vildsvin. - Eller også siger jeg til mig slev: “Det er trods alt bedre end da jeg var rotte under Københavns brand i 1795.
-
Så måske er det slet ikke mig, der har skrevet dette. I virkeligheden er jeg en cyklende inder på vej til Madras, en kejserpingvin, en kongeboa eller en haveslange – eller alt og ingting.

Billede fra www.art-find-life.de/