Karen Blixens bog om sin tid som ejer af en kaffefarm af i det nuværende Kenya – er måske den bedste bog, der nogensinde er skrevet på dansk. Det er hverken skøn- eller faglitteratur. Eller skal man sige: Både – og.Bogen rummer både en stor viden og indsigt i Østafrika, dets folk og natur Men også et sprog som skaber sin helt egen verden. Beskrivelserne rummer en helt udsæd-vanlig intensitet og poesi – og bærer præg af hen-des omfattende almene viden, både på humanistiske og naturvidenskabelige områder. Og hun var både virksomhedsejer, læge og underviser.
Hendes indsigt i de forskellige afrikanske folk kultur og tankegang er forbløffende god – i forhold til at hun kun boede der i 17 år. Ved af læse Den Afrikanske Farm får man altså både stor antropologiske og geografisk ind-sigt – og stor litteratur. Jeg har spekuleret over om det er virkeligheden, der skaber litteraturen, eller om det er litteraturen der skaber virkeligheden.
For virkeligheden ses for en stor del gennem et sprog. Og den der har læst og nydt Den Afrikanske Farm, vil uvilkårligt have Karen Blixens bog i bevidstheden, når hun foretager en rejse til Afrika – eller i hvert fald Kenya. Men bare det at læse bogen, eller høre den oplæst, er en oplevelse i sig selv.
Hun erkender dog også, at hun nok aldrig kommer til rigtigt at kende de indfødte folk. Men hun siger flere steder, at de har nogle værdier, som er gået tabt i den moderne europæiske civilisation (altså dengang for 80-90 år siden). Hendes eget livssyn er heller ikke ligefremt kristent. Hun siger fx et sted at Gud og Djævelen er lige store fænomener i tilværelsen. - Her er hun jo i god overensstemmelse med vor tids psykoterapi og coaching, hvor man netop skal arbejde med sin skygger – jf. bl.a. Debbie Ford og Pernille Melsted.
Mens Karen Blixen i 1970'erne blev regnet for en klart reaktionær forfatter, er det som om at tidsånden de seneste årtier har nærmet sig Karen Blixens tankengang mere og mere. - Hun forudsiger jo også i afsnittet NEGRENE OG HISTORIEN, at de hvide med tiden vil begynde at dyrke negrenes tam-tam rytmer og sange.
Det passer jo også udmærket, da hvide orkestre i 1920'erne 30'erne be-gyndte at dyrke jazzmusikken under navnet dixieland og senere: swing. Og fra midt i 30'erne kom den store musikalske sort/hvide raceblanding med Benny Goodmans berømte orkestre og grupper (med bl.a Teddy Wilson og Lionel Hampton). - Og i vor tid er der jo kommet endnu mere afrikansk rytmisk præg over musikken.
Karen Blixen kaldte sig selv for storyteller (historiefortæller). Og hun fortalte jo også mange historier til gæsterne på farmen. Nogle mener jo at det var på den måde at hun oprindelig skabte sine ”Fantastiske fortællinger”. - Den Afrikanske Farm kan bestemt også anskues som en historiefortælling. Derfor kan man måske med endnu større udbytte høre den som lydbog. Jeg har selv for nylig nydt Lilly Weidings fremragende oplæsning fra 2007. Det er godt set af forlaget at have fået den ide at lade den 82 årige skuespillerinde læse bogen op. Det er som at høre Karen Blixen selv.
Men uanset præsentationen, er der en nerve og intensitet i sproget, som sætter bogen i litteraturens absolutte superliga.
Bjarne Hosbo - 21. februar 2010
