Nu
har jeg ikke selv dyr - undtagen fluer, sengemider og sølvfisk. -
Men jeg kan i hvert fald huske hunhunden Vips, en blandingterrier på
min farfar og farmors gård i Himmer-land. Det var omkring 1960 - og
jeg husker at hunden var som en god ven, og jeg sad ofte på
trappestenen med armen omkring den. Det var en meget rolig hund. Den
kunne både virke glad, og virke som om den var ked af det.
Hønsene
var ikke så glade for Vips. For hun kunne godt finde på at stjæle
æg fra hønse-rederne. Tilsidst straffede min farfar den ved at
holde den fast og tvinge æg ned i halsen på - så den skulle få
afsmag for dem. Jeg var nu lidt ked af det, men jeg forstod godt
pointen i farfars handling – og det virkede tilsyneladende også.
Det var også dejligt for mig, for jeg holdt meget af blødkogte æg.
Senere
fik de en schæferhvalp – eller rettere: Det var min farbror Pouls
hund. Han boede stadig hjemme på på gården. King, som hvalpen blev
døbt, var også rigtig sød. Men den var lidt vild og kålhøgen, så
den nappede mig på arme og hænder. Jeg var bange for at den skulle
bide rigtig. Men jeg blev beroliget af Poul, så det kom til at gå
næsten lige så godt som med Vips. Da King blev voksen trænede han
den op til hjemmeværnshund. Og den blev en af de dygtigste i
Danmark. Den var også nogle gange avisen, fordi den kunne finde
tabte armbåndsure og smykker. Den kunne også beskytte folk. Hvis
man blev angrebet knurrede den straks et varsel. Husker også jeg så
en lille demonstration, som min farbror lavede med en anden
hjemmeværnsmand. Han havde heldigvis et tykt stof om armen.
Vips døde kort tid efter de fik King. Hun var også ved at blive gammel og havde noget med det ene ben. Så Poul tog hende med op i skoven og skød hende - og begravede hende dér. Det havde jeg også en forståelse, selvom jeg kun var omkring 8 år. Men jeg voksede op på landet, og var klar over at dyr sommetider skulle dø.
Vips døde kort tid efter de fik King. Hun var også ved at blive gammel og havde noget med det ene ben. Så Poul tog hende med op i skoven og skød hende - og begravede hende dér. Det havde jeg også en forståelse, selvom jeg kun var omkring 8 år. Men jeg voksede op på landet, og var klar over at dyr sommetider skulle dø.
De
der boede på Bakkegården, som den hed, er allesammen døde: Både
Vips, King, farfar, farmor og Poul - og min far, som voksede op på
gården 1928 - 1946. Jeg mindes med glæde alle de gode dyr og
mennesker.