Den berømte søpølse-ekspedition i 1683 gik til Svinebugten ved Næse-staden i Østmulakkerne.Lederen af ekspeditionen var den afdankede kaptajn ved Skrubberups Menigsheds-Slagteri, Lasse Ledøje. Lasse L havde tidligere gjort sig kendt som illustrator af bogserien ”Jakob Skeands levned og meninger”.
Men nu syntes han at der skulle ske noget nyt. Der var ikke flere menigheder at slagte, og han var træt af at tegne ske-ænder, der tog bestik af situationen, samt ænder i al almindelighed. Den mest spændende bog i serien hedder Jakob Skeand på Kostskole, især kapitlet om håndtering af fejeblade. Det var nu også Lasse Ledøje, der selv havde skrevet bogen, selvom forfatternavnet var angivet som Belinda Bedstemor. Men der fandtes ikke nogen virkelig person af dette navn – og endnu mindre var hun i besiddelse af børnebørn.
Formålet med ekspeditionen var egentlig legitim nok. Man skulle nemlig finde ud af om rygtet om øfgrise i havet omkring Østmulakkerne talte sandt. Den portugisiske søfarer Ænriko Bærnæs havde endog to hundrede forinden hævdet at de omtalte øfgrise fødte levende søpølser. Disse søpølser voksede sig senere til nogle griselignende væsner. – Og måske kunne disse dyr omdannes til flæskesteg og wienerpølser uden det store besvær med grisestalde, foder, slagtning og dyrlæger.
Problemet var bare, at de indfødte anså øfgrisene for at være hellige dyr. Dette var ikke i sig selv tåbeligt. Men det betød at de indfødte af mangel på kød ofte så sig nødsagede til at be-tjene sig af kannibalisme.
Alt dette dog kun ifølge Ænriko Bærnæs. Men det var jo ikke utænkeligt, da vi også kender søkøer – som dog ikke siger muh under vandet.
(fortsættes måske – måske ikke)
