Bionetiske kropsøvelser

BIOENERGI ER EN VIGTIG SAG. Der findes mange energier i kroppen – og de kommer som bekendt ud via vindenergi.
-
Bionetik er en terapi, hvor vi arbejder kroppen – for hvad skulle vi ellers uden den? Krop og sind er ifølge dybsindige og vise mennesker det samme – selvom tankerne kan flyve, og kroppen ikke kan. Kroppen kan til gengæld spise frikadeller med rødkål.

En særlig form for bioentik, kaldet BITIKONE, dyrkes i Øvre Måløv blandt shamaner og ramadaner. Den består i hyperventilation gennem alle kropsåbninger, sandblæsning af tarmen, samt rulning nedad den store kælkebakke.
-
Bønner hjælper også på den bionetiske energi. På grund af kroppen og sjælens identiskhed er morgenbønner, tidebønner, hvide bønner og brune bønner lige hensigtsmæssige. Både de abstrakte temporale bønner og de konkrete gastronomiske bønner afspejler gensidigt hinanden. Vi må i denne bønnale forbindelse ihukomme Nazarat-manden, som befalede os at bede således: “Giv os i dag vort daglige brød.” - Dette beviser endnu engang tesen om kroppen og sjælens homonyme fremtoninger.
-
Hvis De ikke har forstå en bønne af dette her, skal De bare tage roligt; for det gør jeg heller ikke.

To Trillebøre

Engang var der to trillebøre. Den ene trillebør var blå og tilhørte en spejderfører, der hed Uldmand. Den anden – en orange – var ejet af en skorstensfejer ved navn Uldsok. Sådan var det.

-
Trillebørene havde i begyndelsen ikke noget med hinanden at gøre. Men da hr. Uldmand og hr. Uldsok i 1958 flyttede ind i hver deres lejlighed i et todelt hus, fik de heldigvis noget med hinanden at gøre, for trillebøre også kan være ensomme, især når de optræder i et eventyr som dette.

De to trillebøre blev hurtigt gode venner, og de talte hvert dag hyggeligt sammen på deres trillebøresprog. Det er et sprog intet menneske har hørt, da det er en form for molekylær infralyd. Det var meget sjældent at de herrer Uldmand og Uldsok ikke var ude i haven med deres bør, for de holdt så meget at komme noget op i dem, og køre det et sted hen – især til komposten. Og hvis der ikke var noget der skulle køres nogen steder hen, tog de blot noget der var kørt et sted hen, og kørte det fra stedet – hvorefter de nu kunne køre tingene til deres bestemmelsessted igen.

-

Alt dette generede ikke de to børe. De blev bare gladere og endnu mere gode venner. Jeg tror faktisk ikke at der findes nogen trillebøre, der var så gode venner som hr. Uldmands blå og her Uldsoks orange. Det siger faktisk ikke så lidt, for trillebøre er de af alle haveredskaber, der sætter størst pris på venskab. De største uvenner i omtalte kategori er skuffejernene, der gerne hader hinanden, og gensidig udslynger de værste ukvemsord. Men vore ethjulede helte udslyngede kun kvemsord.
-

En dag fortalte den orange trillebøre en fantastisk morsom historie til den blå. Historien handlede om de to handelsrejsende Bræk og Potter, som vi jo alle kender så godt. Den blå lo så voldsomt, at jorden og planteresterne, der lå på den, hoppede op og ned som ved et jordskælv – skønt selvsamme bør hørte til den melankolske redskabstype med trang til dystre grublerier. Men fra den dag blev den en hel del mere lyseblå, og somme tider var den svær at skelne den fra himlen.

Historien om en prut

Der var engang en prut. Den boede inde i numsen på en meget ond mand. Han slog hele tiden prutten, selv når han sov – så prutten turde næsten ikke selv sove. Den turde heller ikke slå igen, for hvornår har man nogensinde hørt om en prut, der slog en mand?

Men en dag blev det for meget for prutten; og samme aften, mens den onde mand sov ekstra dybt, fes den helt lydløst ud af mandens numse, ud gennem vinduet, og ind til en meget fin dame, der boede i huset overfor. ”Jeg tror jeg flytter ind i damens numse,” tænkte prutten ved sig selv. – For sådan en fin dame vil nok aldrig slå mig. Og hvis hun alligevel kommer til det, vil hun nok sige undskyld. Og så flyttede den ind.

Der var så hyggeligt hos damen. Det viste sig at være en rigtig fin og fornem dame. For hun slog aldrig prutten, men lukkede den alligevel ud hver dag, helt lydløst og smertefrit. Og så kunne prutten rigtig hygge sig, både inde og ude. Damen havde nemlig sådan nogle smukke stuer med en masse fine og fornemme ting; så prutten kunne aldrig se sig mæt.

Tit fik den fine dame besøg af andre fine damer og herrer. Her sad de så og pludrede og lo, mens de drak kaffe og te med de dejligste kager og syltetøjsmadder til. De fine damer og herrer havde også deres prutter med, som heller aldrig blev slået.

Men i løbet af selskabet var alle prutter­ne feset ud af deres ejermænd og ejerinders numser. Og de legede lystigt med hinanden, til gæsterne meget høfligt brød op og tog hjem.