tirsdag den 18. august 2009

To Trillebøre

Engang var der to trillebøre. Den ene trillebør var blå og tilhørte en spejderfører, der hed Uldmand. Den anden – en orange – var ejet af en skorstensfejer ved navn Uldsok. Sådan var det.
-
Trillebørene havde i begyndelsen ikke noget med hinanden at gøre. Men da hr. Uldmand og hr. Uldsok i 1958 flyttede ind i hver deres lejlighed i et todelt hus, fik de heldigvis noget med hinanden at gøre, for trillebøre også kan være ensomme, især når de optræder i et eventyr som dette.

De to trillebøre blev hurtigt gode venner, og de talte hvert dag hyggeligt sammen på deres trillebøresprog. Det er et sprog intet menneske har hørt, da det er en form for molekylær infralyd. Det var meget sjældent at de herrer Uldmand og Uldsok ikke var ude i haven med deres bør, for de holdt så meget at komme noget op i dem, og køre det et sted hen – især til komposten. Og hvis der ikke var noget der skulle køres nogen steder hen, tog de blot noget der var kørt et sted hen, og kørte det fra stedet – hvorefter de nu kunne køre tingene til deres bestemmelsessted igen.
-
Alt dette generede ikke de to børe. De blev bare gladere og endnu mere gode venner. Jeg tror faktisk ikke at der findes nogen trillebøre, der var så gode venner som hr. Uldmands blå og her Uldsoks orange. Det siger faktisk ikke så lidt, for trillebøre er de af alle haveredskaber, der sætter størst pris på venskab. De største uvenner i omtalte kategori er skuffejernene, der gerne hader hinanden, og gensidig udslynger de værste ukvemsord. Men vore ethjulede helte udslyngede kun kvemsord.
-
En dag fortalte den orange trillebøre en fantastisk morsom historie til den blå. Historien handlede om de to handelsrejsende Bræk og Potter, som vi jo alle kender så godt. Den blå lo så voldsomt, at jorden og planteresterne, der lå på den, hoppede op og ned som ved et jordskælv – skønt selvsamme bør hørte til den melankolske redskabstype med trang til dystre grublerier. Men fra den dag blev den en hel del mere lyseblå, og somme tider var den svær at skelne den fra himlen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Glæder mig til eventuelle kommentarer fra dig. Du kan kommentere med henvisning til din hjemmeside, facebook-adresse eller andet. Du kan også kommentere anonymt og underskrive dig med synonym. Skriv til bjarnehosbo@gmail.com, hvis det ikke fungerer.