Mine mange liv

Ifølge tilhængerne af reinkarnation har vi levet i tidligere tidsepoker; godt nok som nogle helt andre menneskerm ja, endda dyr – måske ting. Så pas godt på din paraply.
-
Man kan også tale om genfødsel. Det er ligesom når jeg har været i bad og fået rene underbukser på. Så føler jeg mig som født påny.
Tidligere i mit liv troede jeg ikke på reinkarnation – og nok heller ikke i mit tidligere liv.

Problemer opstår
-
Men så opstod der nogle problemer. Det var som om mine tanker fløj viden om i tid og rum. Og jeg kunne ikke engang finde ud af at tage rene sokker på. Derfor fik jeg altid togkupeen for mig selv. Min gode kollega i porcelænsvaskeriet, Magda Lenesen, så mine kvaler. Og hun kendte en udmærket hypnotisør i Søllerød, som havde helbredt hende for kadaver-disciplin. Herbert Hyphest, hed han. Han kunne både hyppe kartofler, heste og kameler. Og så kunne hans altså også føre mig tilbage til min barndom i Brønderslev. Derefter til min fødsel på Ballerup Bedehotel. Mit første måltid bestod af hvide bønner. De brune spiser jeg kun ude i solen.
-
Men snart kom der fra mit dybeste indre – eller inderste dyb – efterretninger om mine tidligere inkarnationer. Lige fra australneger i Vorbasse til forkalket sløv padde i kridttiden.

Fra bogholder til luftkaptajn
-
Fra 1870 – 1898 var jeg bogholder hos amtmanden i X-købing. Her skaffede jeg nogle midler ved underslæb. I mit nuværende liv ved jeg ikke hvad underslæb betyder. Men det har i hvert fald ikke noget at gøre med slæb som sådan. For pengene købte jeg bl.a. et par gamacher og et stueorgel. Det var sådan et orgel, der i klunketiden kunne stå i stuen. Jeg er lidt nervøs for at det nuværende X-købing byråd vil forlange pengene tilbageført med renter, gebyrer og retsafgifter. Derfor hedder byen også X-købing ...
-
Min nuværende inkarnation fandt sted i et nordeuropæisk land midt i 1950'erne. Der var for så vidt heldigt. For i så sent som den 31. juni 1953 styrtede min tidligere inkarnation ned med sit militærfly i Bermundatrekan. Han, eller jeg, hed James Hobrow (have you been in Hobrow). Klokkenme 13.61 var det som om vores fly blevet suget ned mod vandet af en over-menneskelig kraft. Og jeg og mine kollegaer, Jodle Børge og Ludvig Armstærk blev forvandlet til molekyler – og senere atomer. Jeg afsluttede således min James Hobrow-inkarnation ganske brat. Jeg efterlod mig en enke, mrs Horatia Hobrow, syerske ved Nærum-grisen i Houston. Ifølge upålidelige oplysninger skulle mrs. Horatia stadig være i live. Hun er på et hjem for fåresyge i Sheeptown, hvor hun lærer at gå på hænder. – Burde jeg genoptage samlivet? Man siger godt nok at kærlighed ingen alder har. Men så ville jeg nok hellere gå i den modsatte retning.

Historiske perspektiver
-
For historienforeskningen åbner tanken om reinkarnation fantastiske muligheder. Problemet er bare at de færreste via hypnose kan føres tilbage til erindringen om tidligere liv. Og de der kan, gider ikke. Men på det såkaldte SÆR-Instititut i Ledøje arbejder man hemmeligt på at skabe en multicerebral tablet - PIM-pillen som den omtales i folkemunde. PIM står for “Præi-inkarnatorisk Memomedicin”. Jeg ved dog ikke hvilke folke-munde, der henvises til. Måske de der læsker ganen på Ledøje Bodega. Men ifløge LSD – Ledøje-Smørum Dagblad – vil piller øge genkaldelses-evnen vedrørende tidligere liv med 973 %, altså næsten det ti-dobbelte. Ved at lade en tilpas mængde mennesker indtage PIM-stoffet, vil det således være miligt at afsløre hvem der myrdede Grauballemanden; om Valdemar Sejr spiste rødbeder til hakkebøffen – eller om Leonora Kristine bruge Nivea-creme.
-
Men da det er hemmeligt, selv for de involverede, ved vi intet om hvornår pillen kan købes på apoteket – og om man kan få tilskud. Indtil da er hyp-nosen den eneste mulighed. Alligevel er det på dennne måde lykkedes for mig at få erindring om ting fra 1400-tallets Firenze – bl.a. den sccoter jeg brugte til og fra mit arbejde i Lorenzos Dampvaskeri.

Hvem er jeg?
-
Jeg har også engang været myresluger i Sydamerika. Det var faktisk sjovere end man skule tro. Kosten var dog noget ensidig: Myrer i går, myrer i dag, og myrer igen i morgen. Ingen, sovs, kartofler eller agurkesalat til. Alligevel kunne vi ikke lade være at grine af os selv og hinanden – på grund af vores meget aparte udseende. Og vi var meget høflige, og tog altid hatten af, når vi mødte en kollega. Når jeg ser myreslugeren i Zoologisk have, får jeg gerne tårer i øjnene og mindes den glade tid i Perus jungle.
-
Mit nuværende liv foregår i en toværelsers lejlighed i en lille by vest for hovedbyen i et lille nordeuropæisk land. Det er bestemt til at holde ud. Og der er altid råd til at nyde en veltillavet færdigret med rødvin fra fem-liters dunken. Sommetider kommer Birger på besøg, og så tager jeg en ekstra pose ud fra fryseren. Hvis jeg er utilfreds, kan jeg altid trøste mig med, at jeg i mit næste liv måske bliver storhertug med slot, tjenerskab og helstegte vildsvin. - Eller også siger jeg til mig slev: “Det er trods alt bedre end da jeg var rotte under Københavns brand i 1795.
-
Så måske er det slet ikke mig, der har skrevet dette. I virkeligheden er jeg en cyklende inder på vej til Madras, en kejserpingvin, en kongeboa eller en haveslange – eller alt og ingting.

Billede fra www.art-find-life.de/

Bionetiske kropsøvelser

BIOENERGI ER EN VIGTIG SAG. Der findes mange energier i kroppen – og de kommer som bekendt ud via vindenergi.
-
Bionetik er en terapi, hvor vi arbejder kroppen – for hvad skulle vi ellers uden den? Krop og sind er ifølge dybsindige og vise mennesker det samme – selvom tankerne kan flyve, og kroppen ikke kan. Kroppen kan til gengæld spise frikadeller med rødkål.

En særlig form for bioentik, kaldet BITIKONE, dyrkes i Øvre Måløv blandt shamaner og ramadaner. Den består i hyperventilation gennem alle kropsåbninger, sandblæsning af tarmen, samt rulning nedad den store kælkebakke.
-
Bønner hjælper også på den bionetiske energi. På grund af kroppen og sjælens identiskhed er morgenbønner, tidebønner, hvide bønner og brune bønner lige hensigtsmæssige. Både de abstrakte temporale bønner og de konkrete gastronomiske bønner afspejler gensidigt hinanden. Vi må i denne bønnale forbindelse ihukomme Nazarat-manden, som befalede os at bede således: “Giv os i dag vort daglige brød.” - Dette beviser endnu engang tesen om kroppen og sjælens homonyme fremtoninger.
-
Hvis De ikke har forstå en bønne af dette her, skal De bare tage roligt; for det gør jeg heller ikke.

To Trillebøre

Engang var der to trillebøre. Den ene trillebør var blå og tilhørte en spejderfører, der hed Uldmand. Den anden – en orange – var ejet af en skorstensfejer ved navn Uldsok. Sådan var det.

-
Trillebørene havde i begyndelsen ikke noget med hinanden at gøre. Men da hr. Uldmand og hr. Uldsok i 1958 flyttede ind i hver deres lejlighed i et todelt hus, fik de heldigvis noget med hinanden at gøre, for trillebøre også kan være ensomme, især når de optræder i et eventyr som dette.

De to trillebøre blev hurtigt gode venner, og de talte hvert dag hyggeligt sammen på deres trillebøresprog. Det er et sprog intet menneske har hørt, da det er en form for molekylær infralyd. Det var meget sjældent at de herrer Uldmand og Uldsok ikke var ude i haven med deres bør, for de holdt så meget at komme noget op i dem, og køre det et sted hen – især til komposten. Og hvis der ikke var noget der skulle køres nogen steder hen, tog de blot noget der var kørt et sted hen, og kørte det fra stedet – hvorefter de nu kunne køre tingene til deres bestemmelsessted igen.

-

Alt dette generede ikke de to børe. De blev bare gladere og endnu mere gode venner. Jeg tror faktisk ikke at der findes nogen trillebøre, der var så gode venner som hr. Uldmands blå og her Uldsoks orange. Det siger faktisk ikke så lidt, for trillebøre er de af alle haveredskaber, der sætter størst pris på venskab. De største uvenner i omtalte kategori er skuffejernene, der gerne hader hinanden, og gensidig udslynger de værste ukvemsord. Men vore ethjulede helte udslyngede kun kvemsord.
-

En dag fortalte den orange trillebøre en fantastisk morsom historie til den blå. Historien handlede om de to handelsrejsende Bræk og Potter, som vi jo alle kender så godt. Den blå lo så voldsomt, at jorden og planteresterne, der lå på den, hoppede op og ned som ved et jordskælv – skønt selvsamme bør hørte til den melankolske redskabstype med trang til dystre grublerier. Men fra den dag blev den en hel del mere lyseblå, og somme tider var den svær at skelne den fra himlen.

Historien om en prut

Der var engang en prut. Den boede inde i numsen på en meget ond mand. Han slog hele tiden prutten, selv når han sov – så prutten turde næsten ikke selv sove. Den turde heller ikke slå igen, for hvornår har man nogensinde hørt om en prut, der slog en mand?

Men en dag blev det for meget for prutten; og samme aften, mens den onde mand sov ekstra dybt, fes den helt lydløst ud af mandens numse, ud gennem vinduet, og ind til en meget fin dame, der boede i huset overfor. ”Jeg tror jeg flytter ind i damens numse,” tænkte prutten ved sig selv. – For sådan en fin dame vil nok aldrig slå mig. Og hvis hun alligevel kommer til det, vil hun nok sige undskyld. Og så flyttede den ind.

Der var så hyggeligt hos damen. Det viste sig at være en rigtig fin og fornem dame. For hun slog aldrig prutten, men lukkede den alligevel ud hver dag, helt lydløst og smertefrit. Og så kunne prutten rigtig hygge sig, både inde og ude. Damen havde nemlig sådan nogle smukke stuer med en masse fine og fornemme ting; så prutten kunne aldrig se sig mæt.

Tit fik den fine dame besøg af andre fine damer og herrer. Her sad de så og pludrede og lo, mens de drak kaffe og te med de dejligste kager og syltetøjsmadder til. De fine damer og herrer havde også deres prutter med, som heller aldrig blev slået.

Men i løbet af selskabet var alle prutter­ne feset ud af deres ejermænd og ejerinders numser. Og de legede lystigt med hinanden, til gæsterne meget høfligt brød op og tog hjem.

Ekspeditionen til Østmulakkerne

Den berømte søpølse-ekspedition i 1683 gik til Svinebugten ved Næse-staden i Østmulakkerne.

Lederen af ekspeditionen var den afdankede kaptajn ved Skrubberups Menigsheds-Slagteri, Lasse Ledøje. Lasse L havde tidligere gjort sig kendt som illustrator af bogserien ”Jakob Skeands levned og meninger”.

Men nu syntes han at der skulle ske noget nyt. Der var ikke flere menigheder at slagte, og han var træt af at tegne ske-ænder, der tog bestik af situationen, samt ænder i al almindelighed. Den mest spændende bog i serien hedder Jakob Skeand på Kostskole, især kapitlet om håndtering af fejeblade. Det var nu også Lasse Ledøje, der selv havde skrevet bogen, selvom forfatternavnet var angivet som Belinda Bedstemor. Men der fandtes ikke nogen virkelig person af dette navn – og endnu mindre var hun i besiddelse af børnebørn.

Formålet med ekspeditionen var egentlig legitim nok. Man skulle nemlig finde ud af om rygtet om øfgrise i havet omkring Østmulakkerne talte sandt. Den portugisiske søfarer Ænriko Bærnæs havde endog to hundrede forinden hævdet at de omtalte øfgrise fødte levende søpølser. Disse søpølser voksede sig senere til nogle griselignende væsner. – Og måske kunne disse dyr omdannes til flæskesteg og wienerpølser uden det store besvær med grisestalde, foder, slagtning og dyrlæger.

Problemet var bare, at de indfødte anså øfgrisene for at være hellige dyr. Dette var ikke i sig selv tåbeligt. Men det betød at de indfødte af mangel på kød ofte så sig nødsagede til at be-tjene sig af kannibalisme.

Alt dette dog kun ifølge Ænriko Bærnæs. Men det var jo ikke utænkeligt, da vi også kender søkøer – som dog ikke siger muh under vandet.

(fortsættes måske – måske ikke)

Det forsvundne dæksel til minuturets batterirum

Jeg er meget god til at forlægge mine ting. Jeg skulle skifte knapbatteri på mit elektroniske minutur til 10 kroner i Tiger. Jeg havde tapet det lille til batteriet godt til; men efter ca. en halv time lykkedes det mig at få det op. Men jeg blev distraheret af min vaskemaskine som stod og hoppede i takt til en melodi af The Washboard Rhythm´n Kings: ”Wa ær´ed du siger? Pas på æh Tiger”.

Jeg åbnede blisterpakning med knapbatterierne, som desværre faldt ud og blandede sig med det brugte batteri. Nu vidste jeg ikke hvilket der var brugt, og hvilke der var nye. Efter en forgæves visuel sammenligning tog jeg én på lykke og fromme ...

Men nu var dækslet pludselig borte. Det var formentlig flygtet ud gennem lufthullerne på altandøren. Men så klippede jeg 5 stykker pap fra en Zendiumtandpastæske, som jeg lagde over batteriet i hullet, og klistrede godt til med klisterpapir – bemærk ordet klisterpapir. Det er et godt gammelt dansk ord, som har en langt bedre klang og klisterevne end det fattige tape. Jeg mener faktisk at man ikke bør give indfødsret til mennesker, der ikke vil sige klisterpapir. – Hvis nogle af de ærefrygtindgydende læsere synes at dette er noget pedantisk, har de ganske ret. Men jeg bliver nødt til at spille tosset engang imellem - for at kunne beholde min førtidspension.

Selvom min søgning efter dækselet stadig er resultatløs, har jeg til gengæld fundet en æske med antiafføringspiller, som jeg troede jeg havde glemt på Otterup Hotel i weekenden. Skide godt!

Klæbrige hilsner - Hosbo