Kisteglæde

Kom dog ud af dit renselseskar
nu er du satan mig renset nok
Din sjæl er ren som din numse
Dine tarme er også renset som de skal
og nu kan du føres til slagtebænken

Jeg vil gerne slagte dig og spise dig
med hud, hår og gummistøvler
Samt Certina-uret og søvlsmykkerne
Og vil hertil drikke muskatvin og hyle
Så har du det at tænke på

Men du gir mig kun den kolde skulder
Så kan jeg bruge den til at græde ud ved
mens mit vasketøj henstår i kurven
uden sjælelig og fysisk renselse
Sætter ild til og lader det forgå

Er der en gud eller flere til at passe på
eller skal vi holde hos til forsikringspolisen
Livet ender altid i legemligt skibsforlis
og slutter med et sørgeligt søforhør
Som havens affald ender vi på komposten

Dette gør mig kisteglad

Sagen om det forsvundne horn

Hvis De ikke bryder dig om at læse historier af den slags, som jeg skriver her, skal De ikke læse den. For det vil give stor ærgrelse:

Det var engang en ølbrik. Den mødte en anden gang et næsehorn uden horn på banegården i Væggeløse. Banegården var betjent af en søhest, to spegesild og en halv flaske snaps.

Stationsforstanderen hed Axel Absolutsen (eller Absalatsen – husker det ikke lige her og nu). En dag kom en dameskrædder ind på stationen for at købe en billet til Vladivostok og en pakke tyggegumme uden sukker, men med kunstige sødemidler. De andre i køen måbede, for de havde aldrig set en dameskrædder før. Men sådan én havde de altså behov for i Vladivostok, og man så ham aldrig siden. Der var selvfølgelig sikkert folk i Vladivostok, der siden så dameskrædderen. Men de skrev aldrig til mig om det, selv om jeg både har mobil, e-post, sneglepost, vandpost og forpost. Så det er ikke min skyld.

Næsehornet havde egentlig intet at gøre på banegården. Men den ledte efter sit forsvundne horn, og måske kunne den have tabt det ude på toilettet eller i elevatoren. Ølbrikken havde ikke set noget, men havde stor forståelse for næsehornets kvaler. I taknemmelighed gav næsehornet en påskebryg på stationens cafeteria, som den hældte ned over ølbrikken, så den selv kunne suge til sig.

Men netop denne dag havde cafeteriets et tilbud på fadøl, serveret i drikkehorn. Det store dyr fik hurtig købt fadøllen, som den straks tømte. Sjovt nok passede det tomme horn lige i det sted på næsen, hvor det forsvundne næsehornshorn havde siddet. Derefter luntede næsehornet hen til en maler, der hed Gustav. Her fik malet til horn orange. Så var det lettere at finde, hvis det engang skulle blive væk.

Moralen i denne historie er:

Det er altid lettere at finde noget igen, hvis det er malet i stærke farver.

Agent 43½ – Hvad ostemaden skjulte

”Han tørrede sig i nummeren med det smukke rosenprikkede gardin” – skrev jeg i 1971, altså i en alder af knap 17 år. Nu synes jeg det er på at udgive historien – her 42 år senere. Jeg har været nødt til at redigere den lidt, da den kun findes i én gennemskrevet kladde. Men jeg har stillet mig den opgave at skrive som om for­tællingen kunne være fra 1971. Den er altså ren retro …

-------------------------
Jeg har fundet i alt 40 af mine historier fra perioden 1970-1972 i gammel skidengrøn mappe. Det var min lillesøster, der opdagede mappen, som jeg næsten havde glemt eksistensen af. - Jeg glæder mig til at høre fra læseren om, hvorvidt teksten og humoren stadig fungere her i 2010-erne … :
-------------------------
Denne beretning vil utvivlsomt holde læseren opmærksom til sidste bogstav. Følg kort sagt med, hvis De er i stand til det – i denne første af mindst én beretning om agent 43½. 
--------------------------
Agent 43½, som var døbt Jakob Ølhenter, valgte at få morgenmad på sengen. Han spiste tre ostemellemmadder, hvortil han drak tre kopper kaffe – én i hver sin kop, for at spare tid. Den ene var okkergul, den anden lilla og den tredje orangebrun.
--------------------------
Et helt andet fænomen gjorde sig gældende vedrørende den tredje ostemellemmad. Thi da han satte sine tænder i den, opdagede han, at han var kommet til at antænde en håndgranat, der var indbygget i madden. Hurtigt kastede han den ud ad vinduet. En biskop, der gik forbi ne­denfor, blev forvandlet til aske. Heldigvis stod denne mand for snarlig pen­sionering. Så det gjorde ikke så meget.
--------------------------
Resolut løb Jakob Ølhenter gennem tagrenden og ned på gaden, hvor han slog hovedet ned i maven på en betjent, der prøvede at anholde ham. Betjenten fik dog senere et slag med modsat retningskoefficient – og så var han rettet ud.
--------------------------
Skønt det lykkedes Jakob Ølhenter at flygte ind på en pensionsberettiget lokum, blev det straks omringet af politifolk. Men never mind. Han tog den på dasset værende spand, sparkede hastigt og voldsomt døren op, og lod indholdet overgå politibetjentenes hoveder.
--------------------------
Med henvisning til et afrikansk ordsprog spyttede han sit tyggegummi ud, fordi han opdagede at gummiet havde indbygget radiosender. Sprang så op på en lastbil, der kørte med dåserejer og ditto sardiner. Da han mente, at han godt kunne springe ned, sprang han ned – dog først efter at have udstyret sig med med 82 dåser.
--------------------------
Han løb ind bag nogle tønder. Og i farten så han en voluminøs gulerod i lange underbukser og seletøj, som blev transporteret frem af en elleve cylinderes grå elefant fra Lilla Rusland. Denne sammensætning styrede hen mod ham, og han opdagede, at guleroden var falsk. Thi en lem åbnede i øverst ved roden (da den var omvendt) – og et maskingevær af typen "AK - Du Lieber Agustin" spyede ild mod ham.
--------------------------
Men vor Ølhenter var ikke sen til at smide dåser med rejer og sardiner mod den falske gulerod, så den kvadredes. Dette medførte, at resten af syntesen blattede sammen – hvilket fik agent 43½ til at udbryde: ”BVADR!” Fordi det var så ulækkert at se på.
--------------------------
Vor raske danske agent og ølhentermand forkyndte nu et citat, der vistnok var af Johan Wolfgang von Goethe: ”Den lykkeligste mand er ham, der forstår at skabe en forbindelsen mellem begyndelsen og enden … selv-om enden er på midten” – herved rindede det i 43½'s hu, at manden bag guleroden var hans hovedfjende: Den russiske usikkerhedschef Vladimer Ellermindre Rendski – der var berygtet for gastronomisk krigsførelse. Han vidste også at hr. Randski ofte sendte håndlangere ud med inseminerede fød­selsdagslagkager i baghænderne – samt højeksplosiv tomatketchup.
---------------------------
V. E. Rendski kunne også præstere at fylde en gymnastiksal op med hurtigtvoksende kartoffelmos. Men vor gæve helt står skam ikke med skægget i baglommen af den grund. Tværtimod har han det i forlommen. Forfatteren har dog gjort den forsømmelse ikke at nævne, om Jakob Ølhenter har skæg eller ej ... Ved nærmere eftertanke er det dog ikke en forsømmelse, da hr. Ølbringer netop er agent – og dermed dagligt skifter både skæg, paryk og briller så ofte som andre skifter underbukser – hvornår nu andre ellers skifter underbukser. Det har forfatteren ikke undersøgt i detaljer.
----------------------------
For bedre at kunne orientere sig stod agent Ølhenter op på en skammel og kastede en bølgeblik ud over terrænnet. Han kunne nemlig se vha. radiobølger. I det fjerne sås to skumle nedbøjede skikkelser. ”De er sikkert i nedtrykt julestemning,” tænkte Jakob Ø i indre tavshed. ”Eller også har det noget med de herres rygsøjler at gøre.” Den ene af dem kunne også godt ligne Simon Søljehelgen – skønt der dog ikke er nogen, der ved hvordan denne så ud.
----------------------------
Imedens JØ tænkte dette, var de to nedbøjede skikkelser kommet nærmere. Han så hvad de havde på ryggen. Det var rygsække. Ølhenter kun­ne naturligvis ikke vide, hvad de indeholdt. Men der var  noget, thi de var fulde – altså rygsækkene.
----------------------------
Mavesækkene var endnu ikke til at skelne.  Så det var sikkert slanke mennesker – men sådan nogle kan tit være skumle, mens vi mener at runde mennesker er glade og ærlige. Gad vide om ikke de to nedbøjede skumlere ikke var hr. Rendskis hånd­langere.
----------------------------
Det var de. Og nu med løbende skridt styrede de hen imod vor tapre ven – der dog vovede at springe fra skamlen, og hoppe på et forbikørende tog. I dette var der mange folk, da tidspunktet var myldretiden. Han maste sig gennem trængslen – og tilintetgjorde derved ti eksemplarer af Ekstrabladet – og et jakkesæt tilhørende én med de rette meninger.
----------------------------
Men mændene med rygsækkene var næsten i endetarmen på ham. Og nu kom et badekar susende forbi hans venstre øre – og en marineret sild forbi det højre. Alt dette sendte han retur, tillige med en ældre dame i rågummisåler.
----------------------------
Hans modstandere hev nu atter nogle materialer fra, og forvandlede togvognen til et akvarium – og det blev således det første af sin slags. 43½ havde heldigvis forinden taget en dyb indånding – og åndende herefter ud med et tordnende voldræb, som lavede et tilstrækkeligt stort hul i loftet. Og på denne måde kom han op på taget.
----------------------------
De to skumle kom også derop – under dække af et skjold bestående af frikadellefars. De spyede nu en regn af tomatketchup og foderkager mod ham. Han fattede dog en genial idé. Begyndte voldsomt at æde af foderkagerne og tomatketchuppen. Det medførte, at han kunne sende store stråler af bræk imod dem – samtidig med han kastede endnu en snes sardin- og rejedåser i samme retning – tillige med et tungtrammet maleri af den Josefar van Blattbluttboden.
----------------------------
Nu nærmede det endelige opgør sig – og hertil kan fx spilles temaet fra Miss Marple: Murder she said (Margeret Rutherfort som MM 1961 – så ved I det). Den fås på plade hos Gedebjerg i Aars. Derfor tilrettelagde Jakob Ølhenter det således, at både han og Vladimer Ellermindre Rendski kom med et modkørende tog.
----------------------------
Hvad var der nu at gøre. Agent 43½ satte sig ned i skræddestilling for at meditere over det. Skønt kan mediterede over toget, var det dog ikke det han mediterede over – men ”det”.
----------------------------
Han lettede på hatten, og det hjalp, for der kom nemlig frisk luft til storhjernen – det var jo hjernen bag det –  ”det” betyder her hatten, på trods af at den er fælleskøn og hedder ”den”  – Vi vil her ikke gøre mere ved gennemgangen af den danske grammatik – og vil i samme åndedrag pointere, at det heller ikke er en afhandling om de hyppigst forekommende kaninracer i Hyllebjerg – i hvilken egn der også findes nogle mærkelig hunde – ingen nævnt og ingen glemt.
----------------------------
Nå! Vi må hellere se at komme videre … Som tidligere nævnt: Jakob Ølhenter mediterede. Så gik der et lys op for ham, altså kun et stearinlys. Det satte han fast på toget – og han fik derved en vigtig oplysning, gående ud på, at hovedmanden Vladimer Ellemindre Rendski befandt sig forklædt som en banan i Foreningen Til Nørre Snedes Befrielse, Østre Afdeling.
----------------------------
Vort dramatiske drama nærmer sig nu sin simple slutning: Agent 43½ Jakob Ølhenter tog ind til Østre Afdeling, og åd bananen. Den grusomme og gruopvækkende Vladimir Ellermindre Rendski var hermed ophørt med at eksistere,
----------------------------
”Ha, ha, ha!” Grinte vor helt. - ”Det har han rigtig godt af, det numsehul!”

Vips, King og os andre

Nu har jeg ikke selv dyr - undtagen fluer, sengemider og sølvfisk. - Men jeg kan i hvert fald huske hunhunden Vips, en blandingterrier på min farfar og farmors gård i Himmer-land. Det var omkring 1960 - og jeg husker at hunden var som en god ven, og jeg sad ofte på trappestenen med armen omkring den. Det var en meget rolig hund. Den kunne både virke glad, og virke som om den var ked af det.

Hønsene var ikke så glade for Vips. For hun kunne godt finde på at stjæle æg fra hønse-rederne. Tilsidst straffede min farfar den ved at holde den fast og tvinge æg ned i halsen på - så den skulle få afsmag for dem. Jeg var nu lidt ked af det, men jeg forstod godt pointen i farfars handling – og det virkede tilsyneladende også. Det var også dejligt for mig, for jeg holdt meget af blødkogte æg.

Senere fik de en schæferhvalp – eller rettere: Det var min farbror Pouls hund. Han boede stadig hjemme på på gården. King, som hvalpen blev døbt, var også rigtig sød. Men den var lidt vild og kålhøgen, så den nappede mig på arme og hænder. Jeg var bange for at den skulle bide rigtig. Men jeg blev beroliget af Poul, så det kom til at gå næsten lige så godt som med Vips. Da King blev voksen trænede han den op til hjemmeværnshund. Og den blev en af de dygtigste i Danmark. Den var også nogle gange avisen, fordi den kunne finde tabte armbåndsure og smykker. Den kunne også beskytte folk. Hvis man blev angrebet knurrede den straks et varsel. Husker også jeg så en lille demonstration, som min farbror lavede med en anden hjemmeværnsmand. Han havde heldigvis et tykt stof om armen.

Vips døde kort tid efter de fik King. Hun var også ved at blive gammel og havde noget med det ene ben. Så Poul tog hende med op i skoven og skød hende - og begravede hende dér. Det havde jeg også en forståelse, selvom jeg kun var omkring 8 år. Men jeg voksede op på landet, og var klar over at dyr sommetider skulle dø.

De der boede på Bakkegården, som den hed, er allesammen døde: Både Vips, King, farfar, farmor og Poul - og min far, som voksede op på gården 1928 - 1946. Jeg mindes med glæde alle de gode dyr og mennesker.