Agent 43½ – Hvad ostemaden skjulte

”Han tørrede sig i nummeren med det smukke rosenprikkede gardin” – skrev jeg i 1971, altså i en alder af knap 17 år. Nu synes jeg det er på at udgive historien – her 42 år senere. Jeg har været nødt til at redigere den lidt, da den kun findes i én gennemskrevet kladde. Men jeg har stillet mig den opgave at skrive som om for­tællingen kunne være fra 1971. Den er altså ren retro …

-------------------------
Jeg har fundet i alt 40 af mine historier fra perioden 1970-1972 i gammel skidengrøn mappe. Det var min lillesøster, der opdagede mappen, som jeg næsten havde glemt eksistensen af. - Jeg glæder mig til at høre fra læseren om, hvorvidt teksten og humoren stadig fungere her i 2010-erne … :
-------------------------
Denne beretning vil utvivlsomt holde læseren opmærksom til sidste bogstav. Følg kort sagt med, hvis De er i stand til det – i denne første af mindst én beretning om agent 43½. 
--------------------------
Agent 43½, som var døbt Jakob Ølhenter, valgte at få morgenmad på sengen. Han spiste tre ostemellemmadder, hvortil han drak tre kopper kaffe – én i hver sin kop, for at spare tid. Den ene var okkergul, den anden lilla og den tredje orangebrun.
--------------------------
Et helt andet fænomen gjorde sig gældende vedrørende den tredje ostemellemmad. Thi da han satte sine tænder i den, opdagede han, at han var kommet til at antænde en håndgranat, der var indbygget i madden. Hurtigt kastede han den ud ad vinduet. En biskop, der gik forbi ne­denfor, blev forvandlet til aske. Heldigvis stod denne mand for snarlig pen­sionering. Så det gjorde ikke så meget.
--------------------------
Resolut løb Jakob Ølhenter gennem tagrenden og ned på gaden, hvor han slog hovedet ned i maven på en betjent, der prøvede at anholde ham. Betjenten fik dog senere et slag med modsat retningskoefficient – og så var han rettet ud.
--------------------------
Skønt det lykkedes Jakob Ølhenter at flygte ind på en pensionsberettiget lokum, blev det straks omringet af politifolk. Men never mind. Han tog den på dasset værende spand, sparkede hastigt og voldsomt døren op, og lod indholdet overgå politibetjentenes hoveder.
--------------------------
Med henvisning til et afrikansk ordsprog spyttede han sit tyggegummi ud, fordi han opdagede at gummiet havde indbygget radiosender. Sprang så op på en lastbil, der kørte med dåserejer og ditto sardiner. Da han mente, at han godt kunne springe ned, sprang han ned – dog først efter at have udstyret sig med med 82 dåser.
--------------------------
Han løb ind bag nogle tønder. Og i farten så han en voluminøs gulerod i lange underbukser og seletøj, som blev transporteret frem af en elleve cylinderes grå elefant fra Lilla Rusland. Denne sammensætning styrede hen mod ham, og han opdagede, at guleroden var falsk. Thi en lem åbnede i øverst ved roden (da den var omvendt) – og et maskingevær af typen "AK - Du Lieber Agustin" spyede ild mod ham.
--------------------------
Men vor Ølhenter var ikke sen til at smide dåser med rejer og sardiner mod den falske gulerod, så den kvadredes. Dette medførte, at resten af syntesen blattede sammen – hvilket fik agent 43½ til at udbryde: ”BVADR!” Fordi det var så ulækkert at se på.
--------------------------
Vor raske danske agent og ølhentermand forkyndte nu et citat, der vistnok var af Johan Wolfgang von Goethe: ”Den lykkeligste mand er ham, der forstår at skabe en forbindelsen mellem begyndelsen og enden … selv-om enden er på midten” – herved rindede det i 43½'s hu, at manden bag guleroden var hans hovedfjende: Den russiske usikkerhedschef Vladimer Ellermindre Rendski – der var berygtet for gastronomisk krigsførelse. Han vidste også at hr. Randski ofte sendte håndlangere ud med inseminerede fød­selsdagslagkager i baghænderne – samt højeksplosiv tomatketchup.
---------------------------
V. E. Rendski kunne også præstere at fylde en gymnastiksal op med hurtigtvoksende kartoffelmos. Men vor gæve helt står skam ikke med skægget i baglommen af den grund. Tværtimod har han det i forlommen. Forfatteren har dog gjort den forsømmelse ikke at nævne, om Jakob Ølhenter har skæg eller ej ... Ved nærmere eftertanke er det dog ikke en forsømmelse, da hr. Ølbringer netop er agent – og dermed dagligt skifter både skæg, paryk og briller så ofte som andre skifter underbukser – hvornår nu andre ellers skifter underbukser. Det har forfatteren ikke undersøgt i detaljer.
----------------------------
For bedre at kunne orientere sig stod agent Ølhenter op på en skammel og kastede en bølgeblik ud over terrænnet. Han kunne nemlig se vha. radiobølger. I det fjerne sås to skumle nedbøjede skikkelser. ”De er sikkert i nedtrykt julestemning,” tænkte Jakob Ø i indre tavshed. ”Eller også har det noget med de herres rygsøjler at gøre.” Den ene af dem kunne også godt ligne Simon Søljehelgen – skønt der dog ikke er nogen, der ved hvordan denne så ud.
----------------------------
Imedens JØ tænkte dette, var de to nedbøjede skikkelser kommet nærmere. Han så hvad de havde på ryggen. Det var rygsække. Ølhenter kun­ne naturligvis ikke vide, hvad de indeholdt. Men der var  noget, thi de var fulde – altså rygsækkene.
----------------------------
Mavesækkene var endnu ikke til at skelne.  Så det var sikkert slanke mennesker – men sådan nogle kan tit være skumle, mens vi mener at runde mennesker er glade og ærlige. Gad vide om ikke de to nedbøjede skumlere ikke var hr. Rendskis hånd­langere.
----------------------------
Det var de. Og nu med løbende skridt styrede de hen imod vor tapre ven – der dog vovede at springe fra skamlen, og hoppe på et forbikørende tog. I dette var der mange folk, da tidspunktet var myldretiden. Han maste sig gennem trængslen – og tilintetgjorde derved ti eksemplarer af Ekstrabladet – og et jakkesæt tilhørende én med de rette meninger.
----------------------------
Men mændene med rygsækkene var næsten i endetarmen på ham. Og nu kom et badekar susende forbi hans venstre øre – og en marineret sild forbi det højre. Alt dette sendte han retur, tillige med en ældre dame i rågummisåler.
----------------------------
Hans modstandere hev nu atter nogle materialer fra, og forvandlede togvognen til et akvarium – og det blev således det første af sin slags. 43½ havde heldigvis forinden taget en dyb indånding – og åndende herefter ud med et tordnende voldræb, som lavede et tilstrækkeligt stort hul i loftet. Og på denne måde kom han op på taget.
----------------------------
De to skumle kom også derop – under dække af et skjold bestående af frikadellefars. De spyede nu en regn af tomatketchup og foderkager mod ham. Han fattede dog en genial idé. Begyndte voldsomt at æde af foderkagerne og tomatketchuppen. Det medførte, at han kunne sende store stråler af bræk imod dem – samtidig med han kastede endnu en snes sardin- og rejedåser i samme retning – tillige med et tungtrammet maleri af den Josefar van Blattbluttboden.
----------------------------
Nu nærmede det endelige opgør sig – og hertil kan fx spilles temaet fra Miss Marple: Murder she said (Margeret Rutherfort som MM 1961 – så ved I det). Den fås på plade hos Gedebjerg i Aars. Derfor tilrettelagde Jakob Ølhenter det således, at både han og Vladimer Ellermindre Rendski kom med et modkørende tog.
----------------------------
Hvad var der nu at gøre. Agent 43½ satte sig ned i skræddestilling for at meditere over det. Skønt kan mediterede over toget, var det dog ikke det han mediterede over – men ”det”.
----------------------------
Han lettede på hatten, og det hjalp, for der kom nemlig frisk luft til storhjernen – det var jo hjernen bag det –  ”det” betyder her hatten, på trods af at den er fælleskøn og hedder ”den”  – Vi vil her ikke gøre mere ved gennemgangen af den danske grammatik – og vil i samme åndedrag pointere, at det heller ikke er en afhandling om de hyppigst forekommende kaninracer i Hyllebjerg – i hvilken egn der også findes nogle mærkelig hunde – ingen nævnt og ingen glemt.
----------------------------
Nå! Vi må hellere se at komme videre … Som tidligere nævnt: Jakob Ølhenter mediterede. Så gik der et lys op for ham, altså kun et stearinlys. Det satte han fast på toget – og han fik derved en vigtig oplysning, gående ud på, at hovedmanden Vladimer Ellemindre Rendski befandt sig forklædt som en banan i Foreningen Til Nørre Snedes Befrielse, Østre Afdeling.
----------------------------
Vort dramatiske drama nærmer sig nu sin simple slutning: Agent 43½ Jakob Ølhenter tog ind til Østre Afdeling, og åd bananen. Den grusomme og gruopvækkende Vladimir Ellermindre Rendski var hermed ophørt med at eksistere,
----------------------------
”Ha, ha, ha!” Grinte vor helt. - ”Det har han rigtig godt af, det numsehul!”