Sagen om det forsvundne horn

Hvis De ikke bryder dig om at læse historier af den slags, som jeg skriver her, skal De ikke læse den. For det vil give stor ærgrelse:

Det var engang en ølbrik. Den mødte en anden gang et næsehorn uden horn på banegården i Væggeløse. Banegården var betjent af en søhest, to spegesild og en halv flaske snaps.

Stationsforstanderen hed Axel Absolutsen (eller Absalatsen – husker det ikke lige her og nu). En dag kom en dameskrædder ind på stationen for at købe en billet til Vladivostok og en pakke tyggegumme uden sukker, men med kunstige sødemidler. De andre i køen måbede, for de havde aldrig set en dameskrædder før. Men sådan én havde de altså behov for i Vladivostok, og man så ham aldrig siden. Der var selvfølgelig sikkert folk i Vladivostok, der siden så dameskrædderen. Men de skrev aldrig til mig om det, selv om jeg både har mobil, e-post, sneglepost, vandpost og forpost. Så det er ikke min skyld.

Næsehornet havde egentlig intet at gøre på banegården. Men den ledte efter sit forsvundne horn, og måske kunne den have tabt det ude på toilettet eller i elevatoren. Ølbrikken havde ikke set noget, men havde stor forståelse for næsehornets kvaler. I taknemmelighed gav næsehornet en påskebryg på stationens cafeteria, som den hældte ned over ølbrikken, så den selv kunne suge til sig.

Men netop denne dag havde cafeteriets et tilbud på fadøl, serveret i drikkehorn. Det store dyr fik hurtig købt fadøllen, som den straks tømte. Sjovt nok passede det tomme horn lige i det sted på næsen, hvor det forsvundne næsehornshorn havde siddet. Derefter luntede næsehornet hen til en maler, der hed Gustav. Her fik malet til horn orange. Så var det lettere at finde, hvis det engang skulle blive væk.

Moralen i denne historie er:

Det er altid lettere at finde noget igen, hvis det er malet i stærke farver.