DEN MISFARVEDE APPELSINSKRÆL -3. del

Så er vi i gang med 3. del af den meget interessante føljeton DEN MISFARVEDE APPELSINSKRÆL. Hvis De endnu ikke har fået gjort dem bekendt med 2. del, kan De gøre dem bekendt med den ved at klikke på dette ord.

Efter en lille halv time var de ankommet til "The Underground". Her var de så heldige, at toget til Tøffelshire stod på perronen med et prustende lokomotiv, og derfor snart ville sætte sig i bevægelse. I toget kunne de ikke undgå at lægge mærke til en pjattet person, som gik rundt og huller i luften, som han krøb gennem. Hans var i øvrigt S. Jover. Men det var jo ventet. Mister Jover satte sig ned. Men straks efter rejste han sig atter op, og udråbte et nifoldigt leve. Hvem der skulle leve blev aldrig rigtig opklaret. Måske var det dronning Victoria, tænkte dr. Madsen. Hun levede i hvert fald stadig på dette tidspunkt, og faldt først fra de levende rækker i den 22. januar 1901. Det kun dog selv mester-opdageren ikke regne ud. 
   Men Holm tænkte på noget anden. Mon ikke S. Jover var spion for Frelsens Hær. Og tilsynelandende havde han en vis lighed med russiske den zar Alexander den Tredje - hvis de ellers have haft samme udseende. 
   Tiden forkom begge herrer uendelig lang, selv om de begge prøvede at forkorte den med læsning af hver deres bog. Holm søgte at fornøje sig med Hugh Steelwools eksistentielle roman: ­"A life in training pants and white socks". Doktor Madsen fornøjede sig derimod med. Florens Nattergals erindringer: A nigthingale sang in Hans Knudsen's Square  - som på dansk kom til at hedde: "Jeg havde en tarm i Tønder". En mærkelig oversættelse. Men Florens Nattergal havde virkelig været i Tønder - med tarm og det hele. Tønder blev i Nattergals erindringer, selvfølgelig benævnt som: Barrelstown. 

Omsider ankom de til Tøffelshire Station - hvor de steg af toge fordi det var der de skulle af. Elementært doktor Madsen!
   Holm tømte sin pibe, og stoppede den igen. "Stop den lille pibe, før den hopper igen". Han foreslog dr. Madsen, at de skulle vandre rundt i byen på må og få - eller omvendt - for dér muligvis at finde spor, eller indikationer, der kunne medvirke til den endelig opklaring af sagen.
   I Tøffelshire Town mødte de en mand med et vækkerur på hovedet. Idet han han passerede Holm og Madsen, mumlede han: "Befal du dine veje" - en salme, med dansk tekst af afdøde Urban Olsen; altså inden han døde. Melodien blev skrevet allerede i 1601 af dem flamske kommunist Leonid Larsen-Ledet - som vistnok senere døde. Det kan jo ske for enhver.
   Manden med vækkeuret mumlede dog, i den engelske oversættelse: "Command you your way, and all your heartache - by the number". Jævnfør den store sang-succes, Georg Michelsen havde for ca.12 år siden,1959. Den husker vi jo alle - undtagen min bedstefar Anæus Supermand, som ikke interesserer sig for den nymodens pop. Dette havde dog hverken Holm eller Madsen kendskab til på den aktuelle tidspunkt, da nærværende fortællings handling som bekendt udspiller sig i 1892. Altså før der hverken var tænkt på bedstefar Anæus eller Georg Michelsen.Min bedstefar er imidlertid over 70 år - og vil sikkert om et par år blive oldefar. Det har dog ikke noget med fortællingen at gøre.
   
   - Befal du dine veje - husker vi at manden med vækkeuret på hovedet udbrød.
   - Javel, svarede dr. Madsen, og knoede et hår sit hovede. 
   - Ahem! - Holm fyrede op i sin pibe. - Vi bør straks bestille en landauer. Og hastigt ilede de til grevens rønne. Opdage-ren brugte med fuldt overlæg et diminutiv for grevens vældige bolig. At tale således var særdeles anvendt i sidste halvdel af 1800-tallet - se professor doktor flødeand Birger Buksetrolds disputats fra 1958: "What The Matter is". Man kan jo også lade være med det; og bare tillægge dette nærværende forfatters uendelige trang til digressioner. - Må dog lige berette at en landauer er hestekøretøj med to passagersæder over for hinanden, samt et kuskesæde. Så er I fri for at slå op i LADEVANDS LEKSIKON. Der er jo ikke så mange hestekøretøjer tilbage i Danmark - udover biler. Om 40 år aner de fleste ikke længere, hvad en hest er. Det er egentlig trist, for heste er da for deste skikkelige og godmodige dyr. 
   - Hvilken udsigt og oversigt der er her!  bemærkede privatopdageren - idet han lod sit iagttagende blik vandre rundt i i landskabet. 
 - Ja! Og se dette individ, der farer hid og did oppe på højen dér. - Dr. Madsen lo. - Han har sikkert tabt sit hjerte, og prøver at finde det igen... 
   - Nej! Han er på jagt efter en appelsinskræl, der skulle være misfarvet, forklarede kusken, der seneste vist sig at være den berømte halfback fra Cuffs United Ball Clubs, der for tiden toppede den engelske 3. division - og som derfor i mere var "The Ass by Fourth Division" - som det tilsvarende hedder på det engelske sprog. 

Hermed venter vi med spændig på fjerde og sidste afsnit af denne medrivende detektiv-roman. Jeg skal dog lige i Landmandsbanken og hæve til boghandler Karsten Kartoffelmos. Jeg bliver nødt til at købe noget med skrivemaskinepapir, farvebånd og radérlak til min østtyke rejseskriveskine Erika 4711, som jeg for tre måneder købte i Aalborg - og som jeg sagtens kunne have med tilage i den orangefarvede rutebil, der går helt til Hvalpsund. Men jeg stod nu af allerede Hornum, hvor jeg kunne tage en rutebil videre til den lille by Gatsby -som altså ikke så som navnet kunne antyde. Bussen her er dog ikke orange, men nærmest blågrå. Går dog helt til Løgstør, hvor min fætter Didrik bor. Han er kæmner i nabobyen Kornum - som ikke må forveksles med Hornum.
   Ak ja! disse digressioner. Skal dog derfor også til apotekeren efter nogle flere piller. De er ikke helt billige. Så jeg må nok hæve mindst 150 kroner. 
   I fjerde og sidste afsnit skal jeg nok passe bedre på ikke at komme på afveje. Ingen er forpligtet ud over sine evner - som vores degn Nielsen altid siger. Altså ikke når han syger for i kirken. Der holder han sig til "Befal du dine veje", samt indgangsbønner med: "Herre, jeg er kommet ind i dette dit hus - og jeg har tørt fødderne på måtten". 

Skal nok lægge / lække et link - og skrive på Facebook - når fjerde og sidste afsnit er klar på tallerkenen. - glæder mig naturlig også til forskellige kommaterer til dette afsnit 
Med venlig hilsen - Bjarne Hosbo, 28 dec 2016

DEN MISFARVEDE APPELSINSKRÆL -2. del

Vi fortsætter med bearbejdelsen af kladden til DEN MISFARVEDE APPELSINSKRÆL, som første gang blev skrevet af den 16-årige Bjarne Hosbond Poulsen i december 1970. Kladde 1 kan ses her. 

   

- Jamen lad os så komme  gang, mente Charles Holm, idet han lænede sig så meget tilbage som skammelen tillod, og foldede sine hænder. Skammelen var i virkeligheden ikke en skammel i vor tids forstand, men en slags lav stofbelagt lænestol, som var meget almindelig i detektiv-hjem sidst i 1800-tallet. Vel nærmest det vi i dag kalder en chaiselong stol - men som mange på den tid alligevel kaldte en skammel, og som på engelsk også denne gang blev kaldt stool - eller footstool. En stol hedder jo chair, og tjære tar. Det tar vi lige med her, for det kan muligvis være vigtig for den videre handling i historien.
   Kort  efter løsnede Holm sine foldede hænder, da han mente, at det ikke var passende for en mesterdetektiv - og give beskueren et indtryk af en vis enfoldighed. Derfor indtog han den karakteristiske håndstilling at strække hænderne ud, og lod fingerspidserne foretage en let gensidig berøring.
   Der lød en let støj af hestehove og hjulskrammel i Bagergade og omegn, en blanding af råb og tale, og mænd der spyttede skrå. Og den maskerede greve begyndte på sin beretning:
   - Thi det skete i de dage, hvor jeg plejede at rense mit dobbeltløbede jagtgevær, og gå på på jagt på mine jorder i Tøffelshire, som er en del af mit grevskab. Jeg fik da øje på en ræv, og skulle til at få den til at udånde på grund af en kugle i panden, da dyret udbrød:

   - Skån mig! Jeg har kun berøvet Dem fem høns, medens andre ræve har taget i snesevis.
   Jeg faldt besvimet om; for det er jo ikke hver dag dyr udtaler sig. Faktisk var det første gang jeg nogensinde havde hørt et dyr tale med en menneskestemme. Da jeg vågnede op, måtte jeg konstatere, at mit jagtgevær og tegnebogen var frarøvet mig. I stedet var der anbragt et vaskefad, hvorpå der stod: Mit fad. I dette fad var der vand, og heri skyllede jeg mit kranium. Derpå bevægede jeg mit hjem, og måtte her konstatere, at mine høns ikke længere var der, men bare var borte. Det var alt. 
   Grunden til at jeg har taget maske på er for ikke at blive skygget af nogen. For jeg har på det seneste set så mange skygger. 
   - Kan det ikke bare have være skygger fra huse, træer eller krudttårne, indvendte Holm. - Men sig mig: Havde ræven en sort plet bag venstre øre. 
   - Nej! Jeg tror nærmere at det var en hvid plet bag højre øje, svarede greven. - Men jeg er altså ikke så god til at huske farver. 

   - Jamen så kan De trygt overlade sagen til mine fødder, konstaterede Holm. Lige til sidst vil jeg råde Dem til at at dreje masken om i nakke, når de kommer ud på Baker Street (på dansk: Bagergade. Anm. forfatteren). Da greven var gået, måtte detektiven atter tænde piben. Den klamme London-fugt havde slukket den påny.
   - Min kære Madsen! De sidder antagelig og tænker på at kalde sagen for "Det store hønserøveri" (ikke at forveksle med "Den store hønse-r... ). Men denne betegnelse er ikke dækkende. Jeg er selv af den overbevisning, at det er klogest at kalde sagen "Den plomberede kosak" eller "Strikkegarnet i kornsiloen", netop på grund af de mystiske omstændigheder. - Men nu bør De lade revolveren og knappe ærmerne. For vil skal til Tøffelshire - som personerne i fortællingen naturlig benævnte med det rette udtryk Slippershire, idet tøffel rettelig hedder slipper på engelsk. Det slipper mine læsere ikke for at gøre sig bekendte med. - Der er dog den omstændighed, at nærværende fortælling er skrevet på dansk, og henvendt til en dansktalende læserskare - som bekendt opfatter begrebet tøffel som mere hjemligt, og dermed trygt.
   Det kan dog forekomme den ellers tålmodige læser en smule pedantisk, at forfatteren så indgående beskæftiger sig med sproglige finurligheder - og i stedet lader der kommer skred i handlingen. Det skal jeg hermed love.

   Da mesterdetektiven Holm og hans trofaste assistent dr. Madsen kom ud på Baker Street holdt der som sædvanlig en cab og ventede på dem. - Cab betyder oprindelig førerhus - som igen kommer af udtrykket kabine. Det var dog almindeligvis brugt om et hestetrukket køretøj, der svarer til en motoriseret taxi i vore dage. Så er De, kære læser, med igen.
   Af og til hoppede Charles Holm ud af vognen og løb med energiske benbevægelser ved siden af den. Dette fik doktor Madsen til at tro, at han gode ven trænede til de olympiske lege i Paris det kommende år, 1896 - som jo var de første lege siden de gamle græske lege ophørte i året 393. Så det var meget ærefuldt at deltage - selv for den mesterlige privatopdager. 

Og nu kan jeg endlig læseren videre til den læng væntede 3. del

DEN MISFARVEDE APPELSINSKRÆL - 1. del

Dette er første fentedel af en kladde jeg dec 1970 skrev på min nye såkaldte Major Rejseskriveskrive, som jeg købte via Brugsen i Hornum et par måneder tidliger. - Er i forbindelse med nogle tekniske eksperimenter jeg er igang med i forbindelse med mine fortæller og blogs. Håber jeg kan få hele historien bearbejdet.

DEN MISFARVEDE APPELSINSKRÆL

Den geniale privatopdager sad på sin yndligsskammel og badede sin sin venstre fod i morgenkaffen, mendens han førte en kop kamillete op til munden (en dansker ville have gjort det modsatte).
     Han havde under følgeskab af sin ledsager doktor Madsen netop opklaret mysteriet om "Det stinkende wienerbrød" - en sag, der var simpel og ligetil, skønt den i begyndelsen havde været havde været ret kompliceret. - Der var også en anden ting. Holms vigtigste redskab luppen havde 10 års jubilæum. Gennem 10 år havde den fulgt ham gennem tykt og tyndt og vådt og tørt, sam under Londons hypigge tågedannnelser.
     Med en sløv og sløret mine halede detektiven sin merskumspibe op af baglommen, og fyrede op i den. Dernæste henvendte sig til dr. Madsen, der som sædvanlig sad tæt op ad kaminen og studerede værket "Ølflaskens historie", et spirituøst værk af magister Kluk Drankenberg. Han blev dog pludselig afbrudt af en bemærkning fra Charles Holm: 
     - Der er ikke noget, der kan siges mere objektivt end ingenting. 
     - Sagde De noget? spurge dr. Madsen, medens han forhindrede sig selv i at falde ind i kaminen. 
     - Jeg siger bare, at det er objektivt ikke at sige noget, forklarede Holm. - Jeg kan forresten forklare Dem, at der snart vil dukke et nyt uløst mysterium op, så vi snart kan kom ud af det daglige trummerum  
     Dertil svarede dr. Madsen intet. Han mente tværtimod, at mysterier netop vardet daglige trummerum - især efter at han havde hørt, at kriminalstof hørte til den lettere genre.

Lige med ét dukkede en mand ind i værelset iklæd gamacher og fastalavnsmaske. Han råbte:
      - Kong Christian stod ved højen mast - i røg og damp. 
      Dernæst ræbede han ti gange, og delte flødeboller ud til Holm og Madsen, idet han hævde, at han var greve af Tandberg (læg nøje mærke til at Tandberg er stavet med d. 
      - Jamen hvorfor bærer De så maske? spurgte Holm, idet han kradsede sig bag det venstre øre med piberenseren. 

      - Det er for at narre fjenden i Manchester, forklarede greven. - Men nu skal jeg så godt som taleevner formår, forklare Dem, hvordan og hvorledes. 

Fortællingen fortsættes Her

Om at kommentere anonym

Dette er en prøve. For at finde ud af om man på den blog kan kommentere som anonym - og så i stedet fx angive en påtaget navn. Alt fra Peter Hansen til KSTXM4711