Amorpilen 2

Nå! Nu må jeg hellere se på varerne,” tænkte han – et udtryk han nok ikke skulle bruge over for de kvinder, han talte med. En profil der kaldte sig Rulade hævdede, at vel var hun 55, men: ”Jeg ser meget yngre ud end min alder.” - Hvorfor hun skrev dette, kunne Kaj Benny ikke forstå. For hun havde både billeder på sin profil og i fotoalbummet. Men måske ville hun være sikre på, at de besøgende på hendes side ikke skulle være i tvivl.

Samme person var også både til kjole og cowboybukser. Og hun kunne bevæge sig på både de bonede gulve og bondemandens jord. ”Sikke dog en kvinde!” tænkte han. - Men alligevel bevægede han sig videre til næste profil. Her var en kvinde, der påstod hun var 43. Men egentlig kunne hun godt ligne én på 63. Hun skrev dog ikke noget om at hun så ældre ud en sin alder. Hun hævdede dog at hun var ungdommelig og frisk – og elskede at danse. Det var både mambo, vals og limedance. - Det sidste kendte Kaj Benny nu ikke til. Skal de dansende være limet til gulvet, eller klistret sammen, under dansen. - Men der var nok tale om en stavefejl …

En tredje, som kaldte sig Pussemusse elskede at gå ture i Dyre Haven. ”Jeg foretrækker nu alt andet lige BILLIGE haver. Pussemusse elskede også middag med levende lys og rødvin – samt at gå i biografen og se en god film. - ”Nå!” sagde Kaj Benny til sig selv. ”Jeg foretrækker altså at gå i biografen og se en dårlig film. Så det bliver nok ikke mig og Pussemusse.”

Dette var så Amorpilen 2. Den efterfølges formentlig af Amorpilen 3. Glæd jer, piger og drenge …

Amorpilen - 1

Kaj Benny sad ved sin computer Han klikkede sig ind på kontaktsiden Amorpilen. Det var på tide at få sig en kæreste. Nu var han over 50, og det blev ikke lettere med årerne. – Men hvis han kunne finde sig en sød, dejlig, varm kvinde, ville det være i orden. Hun måtte være være lidt buttet. Men helst bule ud på de rigtige steder. – Om han selv bulede ud på de rigtige steder, tænkte han nu ikke så meget på. Men han bulede bestemt.

Hun skulle gerne være til hjemlig hygge med rødvin og den slags. Derfor skulle hun også gerne kunne lave god mad. Han selv brugte færdigretter, som han varmede på panden eller i mikrobølgeovnen. Hun måtte gerne være godt begavet – dog ikke noget med Mensa-intelligens. Det var lidt usexet når kvinder var så overkloge. Det var formentlig heller ikke let at forføre dem – for de vil jo gennemskue ham lige med det samme. Så var det bestemt bedre med en tuttenuttet lækker steg, med blond hår og sovekammerstemme.

Men blot det at ligge og mærke den varme kvindekrop var i sig selv dejligt. Tanken fik det til at rykke i ham … FORTSÆTTES

Karen Blixen: Den afrikanske farm

Karen Blixens bog om sin tid som ejer af en kaffefarm af i det nuværende Kenya – er måske den bedste bog, der nogensinde er skrevet på dansk. Det er hverken skøn- eller faglitteratur. Eller skal man sige: Både – og.

Bogen rummer både en stor viden og indsigt i Østafrika, dets folk og natur Men også et sprog som skaber sin helt egen verden. Beskrivelserne rummer en helt udsæd-vanlig intensitet og poesi – og bærer præg af hen-des omfattende almene viden, både på humanistiske og naturvidenskabelige områder. Og hun var både virksomhedsejer, læge og underviser.

Hendes indsigt i de forskellige afrikanske folk kultur og tankegang er forbløffende god – i forhold til at hun kun boede der i 17 år. Ved af læse Den Afrikanske Farm får man altså både stor antropologiske og geografisk ind-sigt – og stor litteratur. Jeg har spekuleret over om det er virkeligheden, der skaber litteraturen, eller om det er litteraturen der skaber virkeligheden.

For virkeligheden ses for en stor del gennem et sprog. Og den der har læst og nydt Den Afrikanske Farm, vil uvilkårligt have Karen Blixens bog i bevidstheden, når hun foretager en rejse til Afrika – eller i hvert fald Ke­nya. Men bare det at læse bogen, eller høre den oplæst, er en oplevelse i sig selv.

Hun erkender dog også, at hun nok aldrig kommer til rigtigt at kende de indfødte folk. Men hun siger flere steder, at de har nogle værdier, som er gået tabt i den moderne europæiske civilisation (altså dengang for 80-90 år siden). Hendes eget livssyn er heller ikke ligefremt kristent. Hun siger fx et sted at Gud og Djævelen er lige store fænomener i tilværelsen. - Her er hun jo i god overensstemmelse med vor tids psykoterapi og coaching, hvor man netop skal arbejde med sin skygger – jf. bl.a. Debbie Ford og Pernille Melsted.

Mens Karen Blixen i 1970'erne blev regnet for en klart reaktionær forfatter, er det som om at tidsånden de seneste årtier har nærmet sig Karen Blix­ens tankengang mere og mere. - Hun forudsiger jo også i afsnittet NEGRENE OG HISTORIEN, at de hvide med tiden vil begynde at dyrke negrenes tam-tam rytmer og sange.

Det passer jo også udmærket, da hvide orkestre i 1920'erne 30'erne be-gyndte at dyrke jazzmusikken under navnet dixieland og senere: swing. Og fra midt i 30'erne kom den store musikalske sort/hvide raceblanding med Benny Goodmans berømte orkestre og grupper (med bl.a Teddy Wilson og Lionel Hampton). - Og i vor tid er der jo kommet endnu mere afrikansk rytmisk præg over musikken.

Karen Blixen kaldte sig selv for storyteller (historiefortæller). Og hun for­talte jo også mange historier til gæsterne på farmen. Nogle mener jo at det var på den måde at hun oprindelig skabte sine ”Fantastiske for­tællinger”. - Den Afrikanske Farm kan bestemt også anskues som en historiefortælling. Derfor kan man måske med endnu større udbytte høre den som lydbog. Jeg har selv for nylig nydt Lilly Weidings fremragende op­læsning fra 2007. Det er godt set af forlaget at have fået den ide at lade den 82 årige skuespillerinde læse bogen op. Det er som at høre Karen Blixen selv.

Men uanset præsentationen, er der en nerve og intensitet i sproget, som sætter bogen i litteraturens absolutte superliga.

Bjarne Hosbo - 21. februar 2010

Mine mange liv

Ifølge tilhængerne af reinkarnation har vi levet i tidligere tidsepoker; godt nok som nogle helt andre menneskerm ja, endda dyr – måske ting. Så pas godt på din paraply.
-
Man kan også tale om genfødsel. Det er ligesom når jeg har været i bad og fået rene underbukser på. Så føler jeg mig som født påny.
Tidligere i mit liv troede jeg ikke på reinkarnation – og nok heller ikke i mit tidligere liv.

Problemer opstår
-
Men så opstod der nogle problemer. Det var som om mine tanker fløj viden om i tid og rum. Og jeg kunne ikke engang finde ud af at tage rene sokker på. Derfor fik jeg altid togkupeen for mig selv. Min gode kollega i porcelænsvaskeriet, Magda Lenesen, så mine kvaler. Og hun kendte en udmærket hypnotisør i Søllerød, som havde helbredt hende for kadaver-disciplin. Herbert Hyphest, hed han. Han kunne både hyppe kartofler, heste og kameler. Og så kunne hans altså også føre mig tilbage til min barndom i Brønderslev. Derefter til min fødsel på Ballerup Bedehotel. Mit første måltid bestod af hvide bønner. De brune spiser jeg kun ude i solen.
-
Men snart kom der fra mit dybeste indre – eller inderste dyb – efterretninger om mine tidligere inkarnationer. Lige fra australneger i Vorbasse til forkalket sløv padde i kridttiden.

Fra bogholder til luftkaptajn
-
Fra 1870 – 1898 var jeg bogholder hos amtmanden i X-købing. Her skaffede jeg nogle midler ved underslæb. I mit nuværende liv ved jeg ikke hvad underslæb betyder. Men det har i hvert fald ikke noget at gøre med slæb som sådan. For pengene købte jeg bl.a. et par gamacher og et stueorgel. Det var sådan et orgel, der i klunketiden kunne stå i stuen. Jeg er lidt nervøs for at det nuværende X-købing byråd vil forlange pengene tilbageført med renter, gebyrer og retsafgifter. Derfor hedder byen også X-købing ...
-
Min nuværende inkarnation fandt sted i et nordeuropæisk land midt i 1950'erne. Der var for så vidt heldigt. For i så sent som den 31. juni 1953 styrtede min tidligere inkarnation ned med sit militærfly i Bermundatrekan. Han, eller jeg, hed James Hobrow (have you been in Hobrow). Klokkenme 13.61 var det som om vores fly blevet suget ned mod vandet af en over-menneskelig kraft. Og jeg og mine kollegaer, Jodle Børge og Ludvig Armstærk blev forvandlet til molekyler – og senere atomer. Jeg afsluttede således min James Hobrow-inkarnation ganske brat. Jeg efterlod mig en enke, mrs Horatia Hobrow, syerske ved Nærum-grisen i Houston. Ifølge upålidelige oplysninger skulle mrs. Horatia stadig være i live. Hun er på et hjem for fåresyge i Sheeptown, hvor hun lærer at gå på hænder. – Burde jeg genoptage samlivet? Man siger godt nok at kærlighed ingen alder har. Men så ville jeg nok hellere gå i den modsatte retning.

Historiske perspektiver
-
For historienforeskningen åbner tanken om reinkarnation fantastiske muligheder. Problemet er bare at de færreste via hypnose kan føres tilbage til erindringen om tidligere liv. Og de der kan, gider ikke. Men på det såkaldte SÆR-Instititut i Ledøje arbejder man hemmeligt på at skabe en multicerebral tablet - PIM-pillen som den omtales i folkemunde. PIM står for “Præi-inkarnatorisk Memomedicin”. Jeg ved dog ikke hvilke folke-munde, der henvises til. Måske de der læsker ganen på Ledøje Bodega. Men ifløge LSD – Ledøje-Smørum Dagblad – vil piller øge genkaldelses-evnen vedrørende tidligere liv med 973 %, altså næsten det ti-dobbelte. Ved at lade en tilpas mængde mennesker indtage PIM-stoffet, vil det således være miligt at afsløre hvem der myrdede Grauballemanden; om Valdemar Sejr spiste rødbeder til hakkebøffen – eller om Leonora Kristine bruge Nivea-creme.
-
Men da det er hemmeligt, selv for de involverede, ved vi intet om hvornår pillen kan købes på apoteket – og om man kan få tilskud. Indtil da er hyp-nosen den eneste mulighed. Alligevel er det på dennne måde lykkedes for mig at få erindring om ting fra 1400-tallets Firenze – bl.a. den sccoter jeg brugte til og fra mit arbejde i Lorenzos Dampvaskeri.

Hvem er jeg?
-
Jeg har også engang været myresluger i Sydamerika. Det var faktisk sjovere end man skule tro. Kosten var dog noget ensidig: Myrer i går, myrer i dag, og myrer igen i morgen. Ingen, sovs, kartofler eller agurkesalat til. Alligevel kunne vi ikke lade være at grine af os selv og hinanden – på grund af vores meget aparte udseende. Og vi var meget høflige, og tog altid hatten af, når vi mødte en kollega. Når jeg ser myreslugeren i Zoologisk have, får jeg gerne tårer i øjnene og mindes den glade tid i Perus jungle.
-
Mit nuværende liv foregår i en toværelsers lejlighed i en lille by vest for hovedbyen i et lille nordeuropæisk land. Det er bestemt til at holde ud. Og der er altid råd til at nyde en veltillavet færdigret med rødvin fra fem-liters dunken. Sommetider kommer Birger på besøg, og så tager jeg en ekstra pose ud fra fryseren. Hvis jeg er utilfreds, kan jeg altid trøste mig med, at jeg i mit næste liv måske bliver storhertug med slot, tjenerskab og helstegte vildsvin. - Eller også siger jeg til mig slev: “Det er trods alt bedre end da jeg var rotte under Københavns brand i 1795.
-
Så måske er det slet ikke mig, der har skrevet dette. I virkeligheden er jeg en cyklende inder på vej til Madras, en kejserpingvin, en kongeboa eller en haveslange – eller alt og ingting.

Billede fra www.art-find-life.de/

Bionetiske kropsøvelser

BIOENERGI ER EN VIGTIG SAG. Der findes mange energier i kroppen – og de kommer som bekendt ud via vindenergi.
-
Bionetik er en terapi, hvor vi arbejder kroppen – for hvad skulle vi ellers uden den? Krop og sind er ifølge dybsindige og vise mennesker det samme – selvom tankerne kan flyve, og kroppen ikke kan. Kroppen kan til gengæld spise frikadeller med rødkål.

En særlig form for bioentik, kaldet BITIKONE, dyrkes i Øvre Måløv blandt shamaner og ramadaner. Den består i hyperventilation gennem alle kropsåbninger, sandblæsning af tarmen, samt rulning nedad den store kælkebakke.
-
Bønner hjælper også på den bionetiske energi. På grund af kroppen og sjælens identiskhed er morgenbønner, tidebønner, hvide bønner og brune bønner lige hensigtsmæssige. Både de abstrakte temporale bønner og de konkrete gastronomiske bønner afspejler gensidigt hinanden. Vi må i denne bønnale forbindelse ihukomme Nazarat-manden, som befalede os at bede således: “Giv os i dag vort daglige brød.” - Dette beviser endnu engang tesen om kroppen og sjælens homonyme fremtoninger.
-
Hvis De ikke har forstå en bønne af dette her, skal De bare tage roligt; for det gør jeg heller ikke.

To Trillebøre

Engang var der to trillebøre. Den ene trillebør var blå og tilhørte en spejderfører, der hed Uldmand. Den anden – en orange – var ejet af en skorstensfejer ved navn Uldsok. Sådan var det.

-
Trillebørene havde i begyndelsen ikke noget med hinanden at gøre. Men da hr. Uldmand og hr. Uldsok i 1958 flyttede ind i hver deres lejlighed i et todelt hus, fik de heldigvis noget med hinanden at gøre, for trillebøre også kan være ensomme, især når de optræder i et eventyr som dette.

De to trillebøre blev hurtigt gode venner, og de talte hvert dag hyggeligt sammen på deres trillebøresprog. Det er et sprog intet menneske har hørt, da det er en form for molekylær infralyd. Det var meget sjældent at de herrer Uldmand og Uldsok ikke var ude i haven med deres bør, for de holdt så meget at komme noget op i dem, og køre det et sted hen – især til komposten. Og hvis der ikke var noget der skulle køres nogen steder hen, tog de blot noget der var kørt et sted hen, og kørte det fra stedet – hvorefter de nu kunne køre tingene til deres bestemmelsessted igen.

-

Alt dette generede ikke de to børe. De blev bare gladere og endnu mere gode venner. Jeg tror faktisk ikke at der findes nogen trillebøre, der var så gode venner som hr. Uldmands blå og her Uldsoks orange. Det siger faktisk ikke så lidt, for trillebøre er de af alle haveredskaber, der sætter størst pris på venskab. De største uvenner i omtalte kategori er skuffejernene, der gerne hader hinanden, og gensidig udslynger de værste ukvemsord. Men vore ethjulede helte udslyngede kun kvemsord.
-

En dag fortalte den orange trillebøre en fantastisk morsom historie til den blå. Historien handlede om de to handelsrejsende Bræk og Potter, som vi jo alle kender så godt. Den blå lo så voldsomt, at jorden og planteresterne, der lå på den, hoppede op og ned som ved et jordskælv – skønt selvsamme bør hørte til den melankolske redskabstype med trang til dystre grublerier. Men fra den dag blev den en hel del mere lyseblå, og somme tider var den svær at skelne den fra himlen.

Historien om en prut

Der var engang en prut. Den boede inde i numsen på en meget ond mand. Han slog hele tiden prutten, selv når han sov – så prutten turde næsten ikke selv sove. Den turde heller ikke slå igen, for hvornår har man nogensinde hørt om en prut, der slog en mand?

Men en dag blev det for meget for prutten; og samme aften, mens den onde mand sov ekstra dybt, fes den helt lydløst ud af mandens numse, ud gennem vinduet, og ind til en meget fin dame, der boede i huset overfor. ”Jeg tror jeg flytter ind i damens numse,” tænkte prutten ved sig selv. – For sådan en fin dame vil nok aldrig slå mig. Og hvis hun alligevel kommer til det, vil hun nok sige undskyld. Og så flyttede den ind.

Der var så hyggeligt hos damen. Det viste sig at være en rigtig fin og fornem dame. For hun slog aldrig prutten, men lukkede den alligevel ud hver dag, helt lydløst og smertefrit. Og så kunne prutten rigtig hygge sig, både inde og ude. Damen havde nemlig sådan nogle smukke stuer med en masse fine og fornemme ting; så prutten kunne aldrig se sig mæt.

Tit fik den fine dame besøg af andre fine damer og herrer. Her sad de så og pludrede og lo, mens de drak kaffe og te med de dejligste kager og syltetøjsmadder til. De fine damer og herrer havde også deres prutter med, som heller aldrig blev slået.

Men i løbet af selskabet var alle prutter­ne feset ud af deres ejermænd og ejerinders numser. Og de legede lystigt med hinanden, til gæsterne meget høfligt brød op og tog hjem.