Rabarberprinsessen

Den onde trold var en yderst uomgængelig person. Derfor ville ingen pleje omgang med ham, undtagen når han gav en omgang. Men det gør uomgængelige personer aldrig. Det skulle da kun være en omgang klø. Han havde engang været i Stenløse. Her besøgte han en fabrik for fodtudser. Det var en slags spritpenne til at tegne på fødderne med.

Men da han foruden at været yderst uomgængelig, også var lumsk og snedig, inficerede han karret med blækket til fodtudserne med fodsvamp.

Da det i netop dette år var på mode at tegne sig med tusch på fødderne fik adskillige fodsvamp. Og snart var der ingen vaccine at opdrive.

Der var der ingen der vidste, hvorfra fodsvampen var kommet – skønt enhver dog kunne tænke sig til at det måtte stamme fodsvampinficeret tuschpenneblæk. Men enhver bor som bekendt ikke i Stenløse. Nogle bor i Kina, andre i Rusland – og visse endda i Smørumnedre. Det var faktisk herfra løsningen kom. En privatopdager ved navn Peter Ugle, som bestemt ikke var ugleset, fandt i et rabarberbed en rabarber, der var en fortryllet prinsesse fra kongeriget Tæppeland.

Den prinsesse havde stået i lære hos en alkymist ved navn Master Goldman. Denne Goldman kunne fremstille modgifte mod alt – dog ikke modgifte mod sine egne modgifte, og det er i sig selv et problem. Da prinsessen i året 1840 måtte flygte fra de oprørske republikanere, gav Goldman hende en lille flakon med til beskyttelse mod fodsvamp og andre uheldige elementer. Hun måtte nemlig flygte uden sine prinsessesko og prinsessenylonstrømper.

Da hun kom til Smørumnedre blev hun desværre indfanget af den onde trold – det kan jo ske for selv den bedste. Han tryllede hende om til en rabarber, da han netop ønskede at udvide sit bed. Men den brave privatopdager Ugle var ikke privatopdager for ingenting. Han tog 1.000 kr. i timen ex moms. En fra prinsesse omdannet rabarber har en umiskendelig blåtone i bladene. Og det har de øvrige som bekendt ikke – navnlig ikke hvis de er fortryllede tagdækkere, søfyrbødere og postbude. Det var derfor også klart nok, at fortryllelsen kun kunne hæves med formularen ”Plante smil og plante solskin” – som bekendt en melodi fra før Josef blev pave.

Men prinsessen var egentlig meget fornøjet ved at være rabarber. Ugle prøvede at forklare hende at rabarberen snart ville blive hugget om og lavet til grød. ”Det kan man da ikke bare gøre,” indvendte hun. Men det kan man - som bekendt.

Forfatteren kunne ikke bare lade historien slutte her. For han var en godhjertet mand, der vidste at læserne ville blive kede af det, hvis det endte med prinsessens endeligt, og evig fodsvamp – samt at forbryderen undslap.

Kunne han ikke bare lade privatopdageren redde prinsessen i sidste øjeblik fra drabsmanden, den onde trold, som just i dette øjeblik vågnede fra sin middagssøvn. Da han så privatopdageren tale med rabarberen, greb han sin vældige 18 hk økse, Skråk, og bevægede sig med raske skridt hen imod dem – svingende øksen over sit hoved. Ugle nåede lige at kaste sig ned i et bed med gule ærter inden hugget. Og på grund af den vældige kraft førte Skråk trolden med sig ud over en byggeplads. Her endte han i betonblanderen, og siden har ingen set ham.

Tilfældigvis stod en anden yderst uomgængelig person i nærheden. Han fik øje på øksen. ”Den kan være mig nyttig i mine onde planer,” tænkte han. Hans plan gik ud på at skabe et ondt imperium i Tølløse og omegn. Men Skråk adlød kun sin herre, den onde trold. Da den anden yderst uomgængelige person greb øksen, blev han forvandlet til en saltstøtte – og det er jo ikke særlig morsomt. Men det var da noget, der trak turisterne til.

Nu skulle alt være klar til en lykkelig slutning for både prinsessen og privatopdageren. Man kan fx forestille sig, at de i fællesskab tager til Tæppeland og anstifter et oprør mod republikanerne, og får befriet prinsessens familie, hvis den da ikke allerede er henrettet af republikanergarden. Men det kan vi jo lege, at den ikke er.

Og jeg ved da at Peter Ugle senere tog rabarberprinsessen til hustru – eller omvendt. De fik sammen fire børn, som hed Nadja, Jasmin, Minolta og Tanja. Den sidste giftede sig i 1995 med en cykelhandler, og kom derfor til at hedde Tanja Tandhjul.

Filosofi for begyndere

I det følgende vil jeg vise, hvorledes filosofi er yderst let at forstå, hvis man ellers
har kapacitet til ernamme konceptet. Jeg vil tage udgangspunkt i Peter Sloterdijk:
Masse og foragt, en bog man ikke kan undgå at lade være med at læse. Han skriver fx:

”Når massen bliver subjekt og får en vilje såvel som en historie, ender den idealistiske nedladenheds verdensepoke, i hvilken formen mentes at kunne præge stoffet efter forgodtbefindende.”

I første omgang kan dette citat godt virke forvirrende, men ved nærmere eftertanke må vi erkende, at det nødvendigs må forholde sig således i de tilfælde hvor massen bliver subjekt. Hvis De ser massen for Deres indre blik, og forstiller Demat denne forandrer sig til subjekt, vil De sagtens kunne se at den idealistiske nedladenheds verdensepoke er yt.

I forlængelse heraf vil ingen herefter hævde, at formen kan præge stoffet efter forgodtbefindende. Thi hvis De nu for Dem ser en form og stykke stof og sammenholder det med en til subjekt forvandlet masse, vil De jo ikke bare kunne præge stoffet ved hjælp af formen som De lyster. Selv ville jeg finde
tanken ganske latterlig. Til gengæld er det jo en smal at at præge stoffet ved formens hjælp, i tilfælde af en ikke til subjekt forvandlet masse.

De kan med glæde forvente flere artikler i denne serie – også selvom der ikke kommer flere. Forventningens glæde er nemlig altid den største.

Læs ikke dette

Denne her tekst vil jeg opfordre dig til at undlade at læse. For den er faktisk af meget personlig karakter. - Så vil du måske spørge: Jamen hvorfor offentliggør du så teksten, når du ikke vil have nogen til at læse den?

Jeg kan hertil svare: - Jeg ønsker at blive respekteret for mine ønsker og behov. Og hvis jeg IKKE havde offentliggjort nærværende tekst, var andre jo afskåret fra at kunne læse den – og dermed kan jeg heller ikke vide om de dybest set respekterer mig. Jeg kræver nemlig hensyntagen og respekt omkring min person – ligesom jeg selv gør overfor andre – hvis de da ellers fortjener det.

Men nu er du jo allerede godt nede i min tekst. Skammer du dig ikke over sådan at overskride en midaldrende, overvægtig og stakkels førtidspensioneret mands grænser og urørlighedszone? Er der ikke en stemme i dig der siger: ”Jeg må nok hellere respektere denne persons beskedne anmodning – som bare går ud på, at jeg undlader at gøre mig bekendt med nærværende skrivelse.”

Men der er jo sådan i vores dages fæle neoliberalistiske samfund: Hvis man bare beder om den mindste hensyntagen, bliver man regnet for sær, egoist eller egensindig. Vi stakler må følge det store flertal i tykt og tyndt – og hyle med de ulve, vi er i blandt.

Nu vil du måske spørge: ”Jamen hvad er der i nærværende tekst som skulle være så personligt?” – Jo! jeg har allerede oplyst, at jeg er overvægtig, stakkels og førtidspensionist. Det var faktisk ikke meningen, at det skulle komme frem. Jeg har nemlig ikke lyst til at udstille min person som et stakkels individ i de tekster, der af publikum GERNE må læses. Men her i nærværende beretning føler jeg, at det er påkrævet at appellere til andres sympati og medfølelse – idet disse ”andre” efter de her fastsatte regler ikke burde være tilstede.

Men jeg kan se på statistikken til min weblog, at adskillige læsere har trodset min henstilling. Jeg må desværre efter længere betænkningstid erkende, at en anmodning om læsningsundladelse tværtimod har haft den modsatte effekt. Sådan er desværre den menneskelige natur – i hvert fald for dem, der kan læse.

Om dette så er Guds, samfundets eller kulturens skyld, ved jeg ikke – blot at jeg i hvert fald er uden skyld, og offer for andres ondskab og rænkespil.