Læs ikke dette

Denne her tekst vil jeg opfordre dig til at undlade at læse. For den er faktisk af meget personlig karakter. - Så vil du måske spørge: Jamen hvorfor offentliggør du så teksten, når du ikke vil have nogen til at læse den?

Jeg kan hertil svare: - Jeg ønsker at blive respekteret for mine ønsker og behov. Og hvis jeg IKKE havde offentliggjort nærværende tekst, var andre jo afskåret fra at kunne læse den – og dermed kan jeg heller ikke vide om de dybest set respekterer mig. Jeg kræver nemlig hensyntagen og respekt omkring min person – ligesom jeg selv gør overfor andre – hvis de da ellers fortjener det.

Men nu er du jo allerede godt nede i min tekst. Skammer du dig ikke over sådan at overskride en midaldrende, overvægtig og stakkels førtidspensioneret mands grænser og urørlighedszone? Er der ikke en stemme i dig der siger: ”Jeg må nok hellere respektere denne persons beskedne anmodning – som bare går ud på, at jeg undlader at gøre mig bekendt med nærværende skrivelse.”

Men der er jo sådan i vores dages fæle neoliberalistiske samfund: Hvis man bare beder om den mindste hensyntagen, bliver man regnet for sær, egoist eller egensindig. Vi stakler må følge det store flertal i tykt og tyndt – og hyle med de ulve, vi er i blandt.

Nu vil du måske spørge: ”Jamen hvad er der i nærværende tekst som skulle være så personligt?” – Jo! jeg har allerede oplyst, at jeg er overvægtig, stakkels og førtidspensionist. Det var faktisk ikke meningen, at det skulle komme frem. Jeg har nemlig ikke lyst til at udstille min person som et stakkels individ i de tekster, der af publikum GERNE må læses. Men her i nærværende beretning føler jeg, at det er påkrævet at appellere til andres sympati og medfølelse – idet disse ”andre” efter de her fastsatte regler ikke burde være tilstede.

Men jeg kan se på statistikken til min weblog, at adskillige læsere har trodset min henstilling. Jeg må desværre efter længere betænkningstid erkende, at en anmodning om læsningsundladelse tværtimod har haft den modsatte effekt. Sådan er desværre den menneskelige natur – i hvert fald for dem, der kan læse.

Om dette så er Guds, samfundets eller kulturens skyld, ved jeg ikke – blot at jeg i hvert fald er uden skyld, og offer for andres ondskab og rænkespil.